Årets Farmakonom er TR, uddannelsesansvarlig og en hamrende god kollega

Tirsdag 30. januar endte med ikke at være en arbejdsdag som de fleste på Vejgaard Apotek for Nanna Fyllgraf Lorentzen. Uden varsel blev hun nemlig kåret som Årets Farmakonom 2023. Begrundelserne for valget af Nanna er mange.

Allerede i sin elevtid viste Nanna Fyllgraf Lorentzen, at hun havde mindst ét ekstra gear. Hun var nemlig elevformand og dermed politisk aktiv i Farmakonomforeningen sideløbende med det krævende studie- og arbejdsliv som farmakonomelev.

Det var derfor ikke helt ukendte ansigter, der pludselig dukkede på Nannas arbejdsplads, Vejgaard Apotek, i en forstad til Aalborg, tirsdag 30. januar. Her kom nemlig Farmakonomforeningens formand Ann-Mari Grønbæk og næstformand Tina van der Klein ind ad døren for at proklamere, at Nanna er blevet Årets Farmakonom 2023!

Forinden måtte surprise-gæsterne fra Farmakonomforeningen samt Nannas nærmeste familie dog vente i spænding bag et hjørne ude i baglokalet, da apotekets medicin-robot kort tid før overraskelsen var sat ud. Derudover stod Nanna i skranken med en kunde, som viste sig at kræve noget ekstra service og vejledning. 


Ann-Mari Grønbæk, Nanna og næstformand Tina van der Klein

Nanna er guld værd
Nannas kolleger og apoteker, Rinette Rohde, havde i ugerne forinden holdt på hemmeligheden, og tirsdag var det så tid til at overraske Nanna med kåringen.

Og paf så hun ud, da Farmakonomforeningens formand pludselig stod foran hende med blomster og en stor check med beløbet 5000 kr.

- Nanna er den kollega, du altid gerne vil have i dit ringhjørne – eller nærmere bag skranken. Hun er simpelthen fantastisk. Hun er vellidt af alle. Hun får alle til at føle sig set og hørt, hvad enten det drejer sig om arbejdet eller noget privat. Man kan altid gå til hende uden at blive set skævt til - det er guld værd, lød det fra Ann-Mari Grønbæk, da hun indledte hyldesten af Årets Farmakonom.


Nanna med lille Esther på armen, mens Ann-Mari Grønbæk holdt tale for hende

Inspiration for kollegerne
Det var en bred vifte af personlige og faglige egenskaber hos Nanna, der førte til, at Farmakonomforeningens hovedbestyrelse pegede på hende som Årets Farmakonom. Udover at være virkelig god til kunderne i skranken, så er Nanna også den gode kollega, der lytter til kolleger. Ligeledes sikrer hun, at hun selv er opdateret på den nyeste faglige viden. Hvilket også er en inspiration for kollegerne.

I efteråret 2023 blev Nanna enstemmigt valgt til TR på sit arbejde. Dertil kommer, at hun er en meget vellidt uddannelsesansvarlig, der er ekstremt dedikeret til sin rolle. Hun øver det nødvendige antal gange med eleverne og stopper ikke, før målet er nået.

Det fremgår også af en af indstillingerne af Nanna som Årets Farmakonom, som kom fra farmakonomelev Michelle Feldskov Hansen fra Vejgaard Apotek.

- Mine medstuderende og jeg er nemlig så heldige, at have Nanna som vores uddannelsesansvarlige på apoteket. Jeg har hende som min tætteste vejleder, hvilket jeg er virkelig glad og taknemmelig for. Man kan mærke, hun gerne vil lære fra sig og brænder for at hjælpe én i mål, hvilket er med til at motivere mig som studerende til at gøre mit bedste, lød det fra Michelle i indstillingen.

Hun tilføjer:

- Det er rigtig mange ting at lære og det kan være frustrerende til tider, men Nanna formår altid at sætte sig i ens sted og finde en løsning på tingene, om det så kræver, at vi øver tingene ti gange.


Esther, Nanna og farmakonomelev Michelle, som var blandt dem, der havde skrevet en flot indstilling om Nanna

Du er et forbillede
Formand Ann-Mari Grønbæk opsummerede i sin tale, hvorfor Nannas rolle som uddannelsesansvarlig er en ekstrem vigtig rolle.

- Du er med andre ord et forbillede, Nanna. Du er et forbillede for eleverne, som er fagets fremtid – og jeres fremtidige kolleger. Og du er også et forbillede, når det kommer til at være uddannelsesansvarlig. Det er en yderst central rolle i fagets udvikling, hvis vi skal kunne både tiltrække og fastholde i årene, der kommer, sagde Ann-Mari Grønbæk.

Prisen som Årets Farmakonom glæder også Nannas arbejdsgiver, apoteker Rinette Rohde. Hun er i den grad også enig i, at Nanna har fortjent det.

- Nanna har som person et meget positivt sind og er meget vellidt. Derudover har hun som farmakonom et højt niveau af faglighed og ikke mindst stolthed over sit fag. Som elevansvarlig udviser hun stor omsorg for sine elever, fortæller apoteker Rinette Rohde.


Apoteker Rinette Rohde og kæresten Frederik lykønsker Årets Farmakonom

Formand Ann-Mari Grønbæk fremhævede også, at prisen også er en hæder til kollegerne og arbejdspladsen.

- Ingen af os kan eller skal stå alene – og det gør du heller ikke, Nanna. Denne pris er til dig, men også til dine kolleger og jeres arbejdsplads, hvor I under en kollega denne hæder og dermed bakker hinanden op, lød det fra Ann-Mari Grønbæk i talen til Nanna.

- Faget er mit hjertebarn
Nannas første reaktion efter kåringen bar også præg af, at hun ikke helt var kommet sig over chokket:

- Jamen, jeg er helt tom for ord. Det er helt vildt, at det var mig, sagde en rørt og tydeligt bevæget Nanna, mens hun stod med sin toårige datter Esther på armen.

Nanna fortalte, at hun var meget beæret over at være blevet Årets Farmakonom.

- Mit hjerte banker jo for faget og det at være farmakonom, lød det helt uopfordret fra Nanna, mens hun prøvede at forstå, at hun var i centrum for dagens begivenheder på Vejgaard Apotek.

Efter en frokost med apotekeren, sine kolleger og familien fik Nanna af apoteker Rinette Rohde resten af dagen fri for at kunne fejre, at hun er Årets Farmakonom 2023.

Vi bringer i Farmakonomen nr. 2, som udkommer i marts, et større interview med Årets Farmakonom, Nanna Fyllgraf Lorentzen.


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail til: raadgivning@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning