Mandag d. 11. marts 2024 blev der indgået en aftale om fornyelse af overenskomsten for farmakonomer på de statslige arbejdspladser.
I det generelle forlig er den økonomiske ramme på 8,8 %, og heraf blev der afsat 0,6 % til organisationsforhandlinger, der vil blive udmøntet d. 1. april 2025, og der er nu indgået en aftale om, hvordan de 0,6 % skal anvendes.
Ændring af løntrin:
Basislønskalaen i løngruppe 1 ændres, således at der nu fremover vil være to trin i stedet for tre.
Løngruppe 1, 1. trin er blevet gjort 2-årigt, og løngruppe 1, 2. trin er nu slut-trinnet.
Fra 1. april 2025 forhøjes løngruppe 1, 2. trin til 291.802 kr (2012 niveau).
Fra 1. april 2025 forhøjes løngruppe 2 til 311.443 kr. (2012 niveau).
Defektricer:
Der er også enighed om at ophæve bestemmelserne i overenskomsten om defektricer, idet der ikke har været nogen ansat i staten i mindst 15 år.
Ændring af pension:
Fra 1. april 2025 er det på tværs af hele CO-10 området aftalt, at der sker en forbedring af pensionsprocenten, således at den hæves fra 18 % til 18,4 %.
På SOSU-skolerne hæves pensionen fra 17,6 % til 18,4 %.
Det er tillige aftalt, at den del af pensionen, der overstiger 15 %, kan udbetales som løn. Dette træder også i kraft 1. april 2025.
Øvrige ændringer følger af det generelle forlig, som man kan læse mere om her:
Afstemning
Aftalen skal sendes til afstemning hos medlemmerne. Vi kender endnu ikke datoerne for afstemningen, men lige så snart det ligger fast, vil vi sende afstemningsmaterialet ud.