Netværk for udvikling af apotekspraksis mangler noget – nemlig farmakonomer

- Vi håber og tror på, at der er mange farmakonomer derude, som gerne vil dykke ned og ’nørde’ med en faglig problemstilling, der interesserer dem. Eller blive involveret i et fagligt projekt, siger farmakonom Gitte Christensen fra netværkets styregruppe.

Har du lyst til at dygtiggøre dig inden for farmakonomfaget og til at dykke ned i et fagligt emne, som du er særligt interesseret i? Så er der alletiders chance for at føre det ud i livet gennem Netværk for udvikling af apotekspraksis.

- Vi har masser af plads til gode ideer og til farmakonomer, som har lyst til at lave faglige projekter. Men vi mangler farmakonomerne, fortæller farmakonom Gitte Christensen, Randers Jernbane Apotek, som er med i netværkets styregruppe.

Gitte deltog selv i 2022 på den internationale FIP-konference med et projekt, som hun sammen med kollegaen farmaceut Kirsten Ibsen havde lavet om Kundeundervisning på apoteket.
Hun har i mere end et år været med i netværkets styregruppe. Netværket lå stille under covid, men nu er det ved at komme i omdrejninger, og der må gerne komme flere farmakonomer med ombord.

Der er bl.a. flere forskere tilknyttet netværket, og man kan derfor få faglig sparring til sit projekt. Til at finansiere projektet kan man søge støtte fra kompetenceudviklingsfonden via farmakonomforeningen. Der er dog også mulighed for at blive involveret i projekter uden, at man behøver selv at styre dem fra A til Z.

Gitte og en kollega har således for nylig bistået nogle uddannelsesinstitutioner og forskere med at oversætte et udenlandsk spørgeskema (15-STARS) til brug for at afdække medicinbrugeres compliance og med at indsamle data til et projekt om Wegovy. Projektet var iværksat af Syddansk Universitet.


Styregruppen for netværket - minus én. Du kan læse navnene på alle syv medlemmer via netværkets hjemmeside (se link længere ned).

På København Sønderbro Apotek har der kørt to projekter via netværket, hvor farmakonomer har været en stor del af projekterne, som tidligere har været omtalt i Farmakonomen. Det er projekter om produktion af restordre.dk og håndtering af medicindosering på bosteder.

- Vi håber og tror på, at der er mange farmakonomer derude, som gerne vil dykke ned og ’nørde’ med en faglig problemstilling, der interesserer dem. Eller blive involveret i et fagligt projekt. Nogle gange føler man, at det kan være svært at finde tid i en travl hverdag, men omvendt er det en ret god mulighed for at blive kompetenceudviklet og dygtiggøre sig, siger Gitte Christensen.

Hvis nogle farmakonomer er interesseret i at vide mere om netværket og dets faglige projektmuligheder, er de velkomne til at kontakte Gitte Christensen på mail: 27274gc@apoteket.dk eller besøge netværkets hjemmeside

Fakta:
Netværket har til formål at:
• bygge broer mellem forskning og apotekspraksis og inspirerer til nye projekter
• skabe sparring og samarbejdsrelationer mellem apotekspersonale og forskere om projekter og projektidéer i apotekspraksis. De involverede forskningsinstitutioner er Syddansk Universitet, Københavns Universitet og Pharmakon.
• bidrage til kvalitet i projekter, der gennemføres på danske apoteker
• skabe en platform for nye projekter til udvikling af apotekspraksis
• skabe og formidler resultater, der synliggør apotekets værdi for borger og samfund.

Det er apotekerne, der som sådan er medlemmer af netværket. Når apoteket er tilmeldt gennem apotekeren, kan både farmakonomer, farmaceuter og studerende på apoteket deltage i netværksmøder, modtage nyhedsmails, samt anmode om at blive en del af netværkets facebookgruppe. Der afholdes to årlige møder i netværket og udsendes tre - fire nyhedsbreve årligt.


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail til: raadgivning@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning