APRILSNAR: Farmakonomforeningen udgiver matadorspil med farmakonomtema

Farmakonomforeningen udgiver nyt brætspil – FARMADOR – der skal være med til at synliggøre farmakonomerne. Det er inspireret af det populære matadorspil, du allerede kender.

BRED FARMADOR

Hvordan synliggør vi farmakonomernes faglighed og kompetencer? - Og hvordan viser vi vores udfordringer i hverdagen?

Det er dagsordener, som altid fylder i Farmakonomforeningen. Nu går foreningen nye veje!

Vi har derfor sammen med en kendt brætsspilsproducent udviklet spillet FARMADOR. Spillet er inspireret af det kendte matadorspil – men er samtidig helt sit eget. Og er sjovt, lærerigt og relevant for alle aldre og professioner.

Hele Danmarks nye familiespil

Foreningens formand Ann-Mari Grønbæk har været med i udviklingsgruppen og er allerede glad for at spille den første prototypeversion;

- Jeg håber, at FARMADOR bliver hele Danmarks nye familiespil. For mig har det været en øjenåbner, at også mine venner synes, at det er fedt, at farmakonomerne er centrum i et sjovt familiespil, fortæller Ann-Mari begejstret.

FARMADOR skal være med til at udbrede kendskabet til farmakonomfaget endnu mere;

- Jo mere synlige vi er, jo mere gennemslagskraft har vi som forening - og hvis familien Danmark kan bruge deres fredag aften sammen med os med et brætspil, så kan vi vist ikke opnå mere, forklarer Ann-Mari.

Spillets regler

I stedet for grunde handler spillet om at købe apoteker, plejehjem, hospitalsenheder og andre farmakonomarbejdspladser. Og du kan selvfølgelig indkassere penge, når dine medspillere lander på dit apotek eller din sygehusafdeling.

- I fredags vandt min datter spillet, fordi hun havde købt hele 12 apoteksenheder, 7 bosteder- og rehabiliteringscentre og 3 lægemiddelproduktionsvirksomheder. Hun går stadig og taler om sit apotek i ”Venneby,” siger Ann-Mari med et smil.

Pas på chancekortene

I spillet kan du også risikere at lande på et chancefelt, hvor du trækker et chancekort. Hvis du er heldig, kan du trække et kort, som giver dig et engangsbeløb;

- Det absolut bedste kort, man kan trække, er et hvor man vinder Covid 19- vaccinationsudbuddet i et område og modtager en million kroner. Der er også kort med mindre gevinster fx er der et kort, hvor man har reduceret medicinfejl i et område, og modtager 20.000 kr. som belønning, forklarer Ann-Mari.

Desværre kan du også være uheldig. Du kan nemlig også trække et kort, som koster dig penge. Fx er der et kort, hvor du får at vide, at en masse medicin er i restordre, og at det koster på bundlinjen. Der er også et, hvor du har gennemført en APV-måling, som viser store udfordringer med arbejdsmiljøet. Det koster på indtjeningen, og du skal aflevere 50.000 kr. til banken.  

- Du kan også trække et kort, hvor du laver manuel dosisdispensering 37 timer om ugen på et plejehjem i Vamdrup-øre uden hjælpemidler. Det koster på fysikken, og du skal derfor sidde over en omgang, fordi du først skal i kø til akuttelefonen og derefter på sygehus, fortsætter Ann-Mari. 

Jeg håber, at FARMADOR bliver hele Danmarks nye familiespil.

Ann-Mari Grønbæk Formand for Farmakonomforeningen

Her kan spillet købes

Det nye FARMADOR kan fra i dag d. 1. april købes i de store supermarkeder. Spillet kan spilles af alle ml. 8-199 år.  

Brætspillet koster 499 kr., men hvis du i butikken har emblem på, får du som medlem af Farmakonomforeningen rabat og får spillet til 399 kr. Du viser det bare til personalet ved kassen. For at sikre, at så mange som muligt kender vores arbejdsvilkår og kompetencer, har vi tilsendt spillet til alle nuværende medlemmer af Folketinget.

- Der er ikke andet at gøre, end at sige rigtig god fornøjelse med spillet – både til Mette Frederiksen, alle Farmakonomforeningens medlemmer og selvfølgelig alle i rigsfællesskabet. Køb det til alle dine venner og bekendte, afslutter Ann-Mari med et smil.


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail til: raadgivning@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning