Farmakonomerne i det offentlige har stemt ja til OK24

De nye overenskomster i det offentlige giver farmakonomerne et markant lønhop allerede med lønnen for april, og en frihedsopsparingskonto som kan bruges til pauser i et langt arbejdsliv.

Ok Logo 24

Medlemmerne på de offentlige arbejdspladser har talt. Og de har sagt et tydeligt ja til de tre overenskomstforlig, som er blevet indgået i løbet af foråret.

Høj deltagelse i afstemningen
De fleste offentligt ansatte farmakonomer arbejder i regionerne. Her har 69,2 procent af de stemmeberettigede stemt – og af dem har 97 procent stemt ja. Næstflest er ansat i kommunerne, hvor stemmeprocenten listede sig op over de 70 og endte på 71,3 procent, hvoraf de 93,5 procent var ja-stemmer. Og endelig er der det statslige område, hvor 95,5 procent har stemt – og alle som én har stemt ja.

Farmakonomforeningens formand Ann-Mari Grønbæk er glad for, at medlemmerne så entydigt har sagt ja til de forhandlede aftaler:
- Det er et flot resultat, og jeg er glad for, at medlemmerne er tilfredse med det resultat, vi fik forhandlet hjem. Det er også gode pakker, understreger hun.
- Udover gode og hurtige lønstigninger, så byder overenskomsterne alle på bedre mulighed for planlagt frihed, forbedrede barselspakker og også muligheden for en ultimoforhandling. Det er en vigtig mulighed for at sige ”hov, hov!” i en tid, hvor vi alle har erfaret, at den økonomiske udvikling kan ændre sig uforudset.

Hun fortsætter:

- Fra mine snakke med medlemmerne ved jeg, at mange medlemmer er glade for muligheden for at opspare frihed. Muligheden for at tilrettelægge sin fritid har rigtig stor værdi, og vi håber, at det kan blive brugt til at gøre en reel forskel for at have fri, når man har behov for det.

Samlet ja i det offentlige
Tidligere i dag er det blevet offentliggjort, at også de offentligt ansatte akademikere har sagt et rungende ja til deres overenskomster. Akademikerne forhandler for sig selv på alle områder. På det statslige område forhandler alle faggrupper, ud over akademikerne, via CFU. Også her blev det et overbevisende ja. Og ved 14-tiden stod det klart, at også de offentligt ansatte på det regionale og kommunerne område, der ligesom farmakonomerne, er organiseret i Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH samlet set har stemt ja til deres overenskomster på de offentlige områder. Det gælder blandt andet sygeplejersker, pædagoger, sosu’ere og HK’ere. Afstemningerne er lagt samtidig i FH-fagforeningerne, fordi det samlede ja til overenskomsterne er kædet sammen med den treparts-aftale, der blev indgået i efteråret 2023, og hvor udmøntningen – dvs. hvordan pengene herfra konkret skal bruges – også er blevet en del af den samlede aftale.

Endnu ingen aftale på privat apotek
De fleste farmakonomer arbejder fortsat på privat apotek. Her er forhandlingerne stadig i fuld gang, med næste politiske forhandling torsdag den 18. april. Når forhandlingerne på privat apotek på et tidspunkt er færdige, venter der forhandlinger for medlemmerne på Pharmakon.

 

 

 


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail til: raadgivning@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning