Møder du ofte borgere med mange spørgsmål omkring medicin og regler forbundet med fertilitetsbehandling, når du går på arbejde? Netop det sætter vi fokus på d. 14. november kl. 19.30 – når vi inviterer alle medlemmer til et spændende webinar med forsker og chef på landets største fertilitetsklinik, Copenhagen Fertility Center, Svend Lindenberg.
Der kan være mange årsager til barnløshed. 15-20% af den danske befolkning oplever infertilitet enten i perioder eller vedvarende. I Danmark er omkring 8% af de børn, der fødes, hjulpet til verden ved fertilitetsbehandling. Denne tendens ser vi også i den øvrige vestlige verden, hvor 1 ud af 7 par søger medicinsk rådgivning om barnløshed.
Svend Lindenberg var den første i verden, der så hvordan det menneskelige æg sætter sig fast i en livmoderslimhinde, og var med til at lave det første IVF-barn i Danmark i 1983. Svend Lindenberg er således en af de læger i Skandinavien med længst erfaring i fertilitetsbehandling.
Igennem webinaret bliver du meget klogere på historien bag - og nye teknologier inden for fertilitetsbehandling.
15-20% af den danske befolkning oplever infertilitet enten i perioder eller vedvarende
Siden 1983 har Svend Lindenberg og Copenhagen Fertility Center hjulpet med at undfange 13.290 børn. Centeret vejleder, behandler og forsker i alle former for barnløshed. For eksempel ufrivilligt barnløse par, enlige barnløse kvinder og lesbiske som ønsker graviditet.
Der foretages alle former for avanceret fertilitets-behandlinger som IVF-behandling med og uden sæddonor, inseminationsbehandlinger, ICSI behandling, ægdonation og mild IVF.
Blå bog: Svend Lindenberg og Copenhagen Fertility Center
Svend Lindenberg startede som student på kromosomlaboratoriet på Rigshospitalet, hvor han var med i det team, som satte det første reagensglasbarn laboratorium op, og hvor han var den drivende kraft i laboratoriet mhp at etablere dyrkningerne. Sammen med Dr. Suzan Lenz og Dr. Jørgen Lauritsen var han den tredje part i at frembringe den første IVF graviditet i Danmark i 1982, der desværre endte med en abort, men allerede i 1983 havde dette team det førstefødte barn i Danmark efter reagensglas metoden.
Svend Lindenberg skrev disputats om implantation og var den første i verden, der så hvordan det menneskelige æg sætter sig fast i en livmoderslimhinde. Dette arbejde blev startet på forskningslaboratoriet på kromosomlaboratoriet på Rigshospitalet, og han har siden været leder af et forskningslaboratorium, hvor der selv i dag sidder laboranter, der var med dengang. De arbejder nu på Copenhagen Fertility Center med forskning og behandling.
Svend Lindenberg er fuldt uddannet gynækolog og udover at være leder og overlæge på fertilitetsklinikken på Herlev Hospital, har han også i en årrække været professor ved Københavns Universitet i faget human reproduktion.
I dag er han leder og chef på Copenhagen Fertility Center, der er Danmarks største fertilitetsklinik, men han er også aktiv i en forskningsenhed i samarbejde med Københavns Universitet og Landbohøjskolen, ligesom han er medlem af bestyrelsen i flere videnskabelige selskaber.
Webinaret finder sted d. 14. november kl. 19.30 via Zoom. Du skal være medlem af Farmakonomforeningen for at deltage.