Solsikke-snor førte til at love-storm ramte Albertslund Apotek

Knap 200 apoteker og apoteksfilialer har taget den relativ nye solsikkesnor til sig. En snor til kunder, der ønsker at vise, at de har et handicap eller udfordringer, som ikke er synlige. Albertslund Apotek var et af de første steder til at tage snoren til sig. Og det har mildest talt været en bragende succes.

Hvordan spotter du, at en kunde har et usynligt handicap eller en psykisk sygdom? Det er i sagens natur ikke let, men introduktionen af solsikkesnoren, som man efter eget valg kan vælge at bære, har vist sig at være en stor succes. Det har de oplevet på Albertslund Apotek, som var et af de første af en håndfuld apoteker i Danmark til at introducere snoren i juni i år.

- Det har været helt vildt. I første omgang havde vi bestilt 200 snore – de blev revet væk. Herefter kom yderligere 400. Også revet væk. Og nu er de seneste 400 også ved at være røget. Så vi har på halvanden måned udleveret cirka 1000 snore til borgere, fortæller Mia Bendix Andersen, apoteker, Albertslund Apotek.


Apoteker Mia Bendix Andersen har med glæde kunne konstatere, at kunderne i den grad har taget initiativet og snoren til sig.

Ramt af lovestorm
Ideen og snoren kom oprindeligt fra Storbritannien, og da den ramte Danmark var Glostrup Apotek det første apotek til at spotte, at der var potentiale her. Apoteket i Albertslund greb også hurtigt ideen blandt en håndfuld af apoteker – og resten er næsten historie.
Da apoteket delte et opslag på Facebook om, at man nu kunne hente snoren på apoteket, og hvad den signalerer, blev de blæst bagover af opmærksomheden – og kærligheden fra kunderne.

- Vi frygtede en shitstorm, men blev i stedet ramt af en love storm, som Mia fortæller med et smil.

Set over 24.000 gange
Det første opslag på Facebook er i skrivende stund set over 24.000 gange. Delt 95 gange og førte til knap 100 nye følgere på Facebook, på meget kort tid. Hvilket må siges at være mildest talt meget ’pænt’ for et lokalt apotek i en kommune med 27.000 indbyggere. Historien gik med andre ord viralt.

- Kunderne er SÅ glade og taknemmelige bare for at kunne hente en snor – hvor er det vildt, siger Mia.


Sådan så det ud, da snoren - og den efterfølgende lovestorm - ramte Albertslund Apotek. Både i virkeligheden og på Facebook.

For apotekets personale var det ikke svært at tage snoren i brug. Faktisk signalerer den ’blot’, at kunden har et usynligt handicap eller andre usynlige udfordringer, og derfor måske behøver noget ekstra omsorg og nærvær i betjeningen. Eller tålmodighed. At bære snoren – hvilket heller ikke forudsætter nogen form for dokumentationskrav eller lignende – giver ingen fordele. Ikke noget med rabat eller en ’forlomme’ i køen.

Apoteket har oplevet, at det især er mange yngre mennesker og børn, blandt andet med angst og ADHD, der har sat virkelig meget pris på snoren. Før vidste ingen, at de havde et handicap eller sygdom – nu kan de fortælle verden det. Uden ord. Blot gennem en snor.

Taknemmelig mor til barn med ADHD
Et meget rammende eksempel på dét var tilbagemeldingen fra en mor til en dreng med ADHD. Da en af apotekets farmakonomer skulle betjene moderen og drengen, som bar solsikkesnoren, valgte farmakonomen at henvende sig meget til den nysgerrige dreng og inviterede ham blandt andet med om bag skranken for at se medicin-robotten mv.

Efterfølgende var moderen meget taknemmelig og roste apoteket for behandlingen. Det har ofte været en udfordring for hende at handle ind med sønnen, da omverden ikke altid forstår, hvorfor han opfører sig, som han gør, og hvorfor han taler så meget, som han gør. På apoteket havde hun mødt den åbenhed og forståelse, som havde gjort det til en rar oplevelse for hende og drengen.


Farmakonom Victoria Salah (tv.) har sammen med sine kolleger oplevet, hvor glade og rørte kunderne har været over snoren. Foto: Albertslund Apotek

Spørger ikke til kundernes helbred
Victoria Salah er en af de farmakonomer på apoteket, som har mødt kundernes positive respons på snoren.

- Mange har haft behov for at forklare, hvorfor de har brug for snoren, når de har hentet den. Vi spørger ikke ind til deres helbred, men mange har gerne villet forklare sig, fortæller Victoria.

Det har overrasket Victoria, hvor mange unge der har hentet snoren. En del af dem har forklaret, at de har ADHD, angst eller lignende sygdomme eller handicap.

- De virker meget komfortable, når de handler med den på, og de virker taknemmelige over den ekstra tid, som vi giver dem, fortæller Victoria.

180 apoteker er steget på vognen
Ifølge apoteker Mia Bendix Andersen har cirka 180 apoteker og apoteksfilialer landet over nu solsikkesnoren.

- Hvis du har snoren på, så signalerer du, at du måske har behov for lidt ekstra omsorg. Vi er altid hensynsfulde over for vores kunder, så det har ikke krævet nogen omstilling eller synderlig ekstra uddannelse af vores personale at tage snoren i brug, fortæller Mia Bendix Andersen.


En kunde i Albertslund har på fineste vis iklædt sig snoren. Foto: Albertslund Apotek

Der kan dog være tilfælde, hvor snoren også fører til den nødvendige dialog. Således oplevede de på apoteket en episode med en meget frustreret kunde, der ikke kunne forstå, at hun ikke kunne få den covid-vaccine, som hun ønskede, men som hun ikke var berettiget til. Hun reagerede i den forbindelse meget aggressivt over for personalet. Kunden bar solsikkesnoren, og det betød, at apotekets ansatte bevidst håndterede hende mere omsorgsfuldt og tålmodigt i situationen. Det blev kunden oprigtigt glad for, og hun fortalte om sine udfordringer med stofskifte og flere andre ting, der fører til at hun let bliver meget forvirret og glemsom og har svært ved at overskue ting - som for eksempel at holde styr på, hvornår hun sidst var blevet vaccineret.

Hvorvidt solsikkesnoren er kommet for at blive – eller måtte være et forbigående fænomen - er svært at spå om. Men én ting er sikkert – indtil videre har den været en succes på Albertslund Apotek. Og den positive respons har boostet personalets selvtillid og arbejdsglæde. Når kunderne også er så glade for initiativet, som det har været tilfældet, så ligner det en ren win-win-situation.


Albertslund Apotek forklarer helt kort på sin Facebook-side, hvad det er, solsikkesnoren symboliserer.


Du kan læse mere om solsikkesnoren og foreningen bag den her:
https://hiddendisabilitiesstore.com/dk/


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail til: raadgivning@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning