Snart vælter det ind med politikere, kendisser og organisationsfolk på Allinge Apotek

På Allinge Apotek står de lige nu som hestene udenfor manegen og gør sig klar til en mangedobling i antallet af kunder under Folkemødet.

IMG 1321
Fra venstre: Mirah Hammerstrand Andersen, Bettina Hammer Nielsen og Kristine Martine Carlsen. De viser de apoteksprodukter frem, som de tror bliver mest efterspurgte i år under folkemødet - bl.a. vabler og køresygetabletter, da de lover både regn og vind.

Foreningens udsendte har fået lov til at kikke med bag skranken på Allinge Apotek, hvor de gør klar, inden det helt store rykind af toppolitikere, kendisser og wannabe kendte. De forventer også et stort antal helt almindelige borgere, som bare er interesserede i politik.  

Virakken skyldes selvfølgelig årets Folkemøde, hvor byen Allinge bliver centrum for politisk debat, og hvor et af de helt store temaer er sundhed.

På apoteket ser de frem til de mange besøgende – på en måde er det startskuddet, der betyder, at sommeren nu starter. De mange besøgende betyder også, at apoteket har købt massivt ind af medicin og frihandelsvarer, for ikke at skuffe byens mange besøgende.

- Vi har virkelig forberedt os. På en helt normal hverdag har vi et par hundrede kunder. Og hvis det går helt vildt højt, kan vi måske nå op på 450 kunder, når der ikke er Folkemøde. For at sætte det i perspektiv, så nåede vi under sidste rigtige Folkemøde – altså før corona - på én dag ca. 1100 kasseopslag. Og vi gennemførte det med apotekets 2 kasseterminaler! Så man kan godt regne ud, at der var knald på. Sådan en indsats, kan kun lade sig gøre, fordi vi samarbejder og alle byder ind”, udtaler Kristine Martine Carlsen, farmakonom på Allinge apotek.

Og hun fortsætter;

- Lagrene og hylderne bugner med de produkter, vi regner med at sælge mest af. Så der er godt fyldt op med blandt andet solcreme. Tendensen er nok den, at man køber solcreme lidt for sent, og derfor kommer mange tilbage småforbrændte dagen efter og skal have både hovedpinetabletter og aftersun. Ellers gætter vi på, at højdespringerne i år bliver allergimedicin, vabelplastre, smertestillende, resorb, søsygetabletter og håndsprit”.

Andet indkøbsmønster

Kristine fortæller, at kunderne under Folkemødet har et lidt anderledes indkøbsmønster, end øens normale beboere. De er mere købestærke, og hvis de har glemt noget medicin eller creme anskaffer de det uden at blinke. De mange kunder betyder også, at der er mindre tid til hver enkelt kunde, men der skal stadig være tid til rådgivning, hvis der er behov for det.

Kan man godt blive lidt befippet, over at møde så mange kendte?

- Under Folkemødet møder vi rigtig mange kendte og toppolitikere her på apoteket. Men det slår os hvert eneste år, at de alle er helt nede på jorden, og på ingen måde har nykker. Det er dejligt og livsbekræftende synes jeg.

Er der noget, der er anderledes med medicin på Bornholm?

- Der er faktisk en lille pudsighed. Pollensæsonen er nemlig ca. 14 dage forsinket her på øen. Og nogle gange er der også mere pollen, både fordi vi kan få blæst pollen over fra Sverige og fordi solen ofte skinner her på solskinsøen. Derfor kan de besøgende få noget allergi, de ikke er vant til eller regner med. Hvis vejret giver meget pollen, er vi forberedte på at kunne levere flere hundrede pakker allergimedicin. Her er også klipper, og man går meget. Det kan give mange vabler.

Der er godt nok forsvundet meget af jeres udsigt?

- I dagene op til folkemødet har mørket sænket sig lidt her på Allinge apotek. Det skyldes ikke vejret, men derimod at Apotekerforeningens folkemødetelt – Apoteltet - er stillet op lige udenfor flere af vores vinduer. Det tager en del af dagslyset og af vores skønne udsigt fra apoteket. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, men til gængæld lægger alle de besøgende her på øen både mærke til teltet og får et godt indtryk af vores apotek. Så alt i alt er det rigtig godt.

Ingen ved endnu, hvilke varer, der netop ved dette års Folkemøde, bliver revet ned fra hylderne. Men for at give alle mulighed for at følge med, vil Farmakonomforeningen hver aften under Folkemødet offentliggøre, hvad Allinge Apotek netop den dag solgte mest af. Det bliver spændende at se, om det bliver hovedpinetabletter, prævention, søsygetabletter, allergimedicin, eller måske noget helt fjerde.

Følg opdateringerne fra Allinge Apotek under folkemødet på foreningens Twitterprofil.


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail til: raadgivning@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning