"Uglens øje" er en spændingsroman af den prisvindende forfatter Sissel-Jo Gazan. I en af bogens hovedroller finder vi farmakonomen Sille. Her kan du læse et uddrag af romanen, fra da vi som læsere første gang møder Sille.
Dette er et uddrag af romanen "Uglens øje" Af Sissel-Jo Gazan:
Sille var otte år, da hun begyndte at sortere sin mors piller. På det tidspunkt var Bjørn ikke født endnu, moster Karen kom af og til, og de klarede sig. Men en dag var Bea ved en fejl kommet til at tage for mange Nitrazepamer, fordi hun havde forvekslet dem med Pantoprazol, og hun havde sovet så tungt og længe, at Sille til sidst havde hentet naboen, der havde fået Bea stablet på benene og ikke havde været meget for at gå igen, selvom Bea forsikrede ham om, at der ingen grund var til at ringe 112. Da naboen endelig var gået, havde Sille skældt sin mor ud. Hvordan var det muligt at forveksle Nitrazepam med Pantoprazol? De var måske nok begge gule, men Nitrazepam var cirkelrund med delekærv, og Pantoprazol var lille og elipseformet som et myreæg. Det svarede til ikke at kunne se forskel på enkroner og tikroner.
Fra da af havde Sille overtaget ansvaret for Beas piller. Første gang hun sad med Beas pilleæsker foran sig på voksdugen, og den smarte ugedagsinddelte doseringsæske fra Fisker Plast, der kunne lukkes med en velcro-rem som om det var en bog, vidste hun, at hun elskede medicin. De små ansigtsløse tabletter, der lydigt smuttede ud af blisterpakningerne og tavst forsikrede hende, at det hele nok skulle gå.
Da hun kom i syvende klasse, skrev hun opgave om aspirinens historie – fra pilebarkpulver i det gamle Grækenland frem til at John Vane fik Nobelprisen i 1981 – og i niende klasse var hun i erhvervspraktik på Marselisborg Apotek på Rundhøj Torv. Da Bjørn kom til verden og hurtigt afslørede, at han havde arvet Beas psykiske skavanker og mere til, var Sille også blevet ansvarlig for hans piller. De blå for angst og forsænket stemningsleje, de slanke hvide for den uro, der fulgte med Asperger-spektret, og en lille rund lilla en, der måske, måske ikke dulmede de motoriske og verbale tics, han begyndte at få, og som kunne tyde på, at han led af Tourettes syndrom. Sille skrev alt sirligt ned i et linjeret kladdehæfte: Hvilke piller eller kapsler der skulle tages hver dag, og hvilke der kun skulle tages tirsdag og torsdag, hvilke der skulle tages med morgenmaden, og hvilke til frokost eller aften. Der stod også, hvilke tabletter der måtte deles, og hvilke der skulle tages hele, hvilke der var enterotabletter, hvilket betød, at de var overtrukket med et beskyttende lag, så de først blev opløst i tarmen og derfor endelig ikke måttes deles, og hvilke kapsler der indeholdt små kugler, og derfor gerne måtte åbnes, men ikke tygges, hvilke der helst ikke skulle tages med mælkeprodukter, og hvilke man med fordel kunne tage med juice, fordi C-vitaminer gjorde det nemmere at optage medicinen.
Apotekerne var pålagt af staten altid at udlevere det billigste præparat, der fandtes på markedet, og selvom de generiske præparater selvfølgelig altid havde de samme indholdsstoffer og den samme virkning, kunne de variere meget i form, farve, stempler og ikke mindst navn. Bag i kladdehæftet, under overskriften “Generiske lægemidler”, førte Sille en omhyggelig liste over de præparater, der måske nok hed noget forskelligt og så forskellige ud, men stadig var det samme lægemiddel. Pyha, der var nok at holde styr på, men Sille havde rappe fingre og systematisk overblik. Der var ingen tvivl om, at hun skulle arbejde på apotek, når hun blev voksen, og det havde holdt stik. Som 23-årig blev hun uddannet farmakonom fra Løve Apotek på Store Torv, og siden havde hun arbejdet på Skt. Lucas Apotek og på Svane Apotek i Horsens. Rigtig gode apoteker, hvor hun havde nydt at arbejde, men så var hendes absolutte drømmejob som certificeringsassistent på Hospitalsapoteket Region Midtjylland blevet slået op på Jobnet, og hun havde søgt det, og fandeme fået det. Det var to år siden nu, og hun elskede sit arbejde.
