Initiativer kan styrke arbejdsmiljøet

Ifølge en ny undersøgelse fra VIVE er der problemer med arbejdsmiljøet på privat apotek - men der er håb forude. Undersøgelsen peger heldigvis også på, hvordan arbejdsmiljøet kan styrkes. Farmakonomforeningen har ud fra rapporten samlet 8 forslag, som kan forbedre arbejdsmiljøet.

Glad På Arbejde

Problemer med arbejdsmiljø på private apoteker
VIVEs nye rapport dokumenterer, at farmakonomernes psykiske arbejdsmiljø er dårligere end den gennemsnitlige danske lønmodtagers. Det skyldes først og fremmest en høj grad af uforudsigelighed, for højt stressniveau og fokus på mersalg fremfor faglighed.

Men hvordan kan arbejdsmiljøet på privat apotek styrkes? Det fortæller rapporten også noget om.

- Rapporten viser, at det ikke er sort/hvidt. Der er ikke kun problemer, og der er heldigvis apoteker, hvor der er et godt arbejdsmiljø, og hvor man fx har kunnet sikre farmakonomerne en stabilitet i forhold til arbejdstid, fortæller Ann-Mari Grønbæk, Formand for Farmakonomforeningen.

For Ann-Mari Grønbæk er drømmen, at alle farmakonomer i en ikke så fjern fremtid oplever en hverdag, som den der beskrives i følgende citat fra rapporten:

 - En god dag er, når vi alle er på arbejde, når det er muligt at nå sine arbejdsopgaver, og når man får rådgivet sine kunder på en fagligt forsvarlig måde og måske endda finder en fejl i lægens ordinering. (L,30-39 år)

Rapporten viser, at det ikke er sort/hvidt. Der er ikke kun problemer, og der er heldigvis apoteker, hvor der er et godt arbejdsmiljø, og hvor man fx har kunnet sikre farmakonomerne en stabilitet i forhold til arbejdstid

Ann-Mari Grønbæk Formand, Farmakonomforeningen

Farmakonomernes udsagn viser vejen
For Ann-Mari er farmakonomernes udsagn om, hvad der kan styrke arbejdsmiljøet, guld værd. For det viser, at selv om der er kommet mange flere filialer, så er det stadig muligt at have et godt og trygt arbejdsmiljø. Det handler om, hvordan ledelsen agerer. 

- Rapporten fortæller også noget om, hvad man kan gøre for at styrke arbejdsmiljøet, og hvad der er ”ingredienserne” bag det gode arbejdsmiljø på nogle apoteker. Ud fra rapportens kvantitative- og kvalitative undersøgelse har vi derfor lavet en liste over de elementer, som de er inde på kan styrke arbejdsmiljøet, fortæller Ann- Mari Grønbæk.

Det er vigtigt, at der nu bliver handlet. Apotekssektoren har gennemsnitlig set gang i et ræs imod bunden. Et ræs der kun stopper, hvis den enkelte arbejdsgiver vender blikket ind og sikrer, at udviklingen vender.

- Det er en ond spiral. Der skal hele tiden sælges flere varer, der ikke handler om medicin. Og der kommer mange flere apoteker, så personalet smøres tyndere ud. Derfor skal de løbe hurtigere. Og derfor søger mange væk fra sektoren. Det går alt sammen ud over arbejdsmiljøet og tingene forstærker hinanden. Vi er midt i en spiral, som kun går en vej, lyder det fra Ann-Mari Grønbæk.


Løsninger vil gavne sektoren
Med problemerne dokumenteret i rapporten, kan de arbejdsgivere, der har udfordringer med arbejdsmiljøet ikke bare ”lade stå til”. Heldigvis har Danmarks Apotekerforening  tidligere selv været med til at italesætte udfordringerne med arbejdsmiljøet. Farmakonomforeningen ser derfor meget frem til at tale om udfordringer og løsninger med Danmarks Apotekerforening, og om hvordan de kan understøtte den enkelte apoteker i forhold til arbejdsmiljøet. For selvom man kan gøre meget centralt, vil det altid være den enkelte arbejdsgivers ansvar at sikre et godt arbejdsmiljø.

Og her giver VIVE-rapporten med sit solide datagrundlag et sikkert fundament for handling.

- Det er en ond spiral. Der skal hele tiden sælges flere varer, der ikke handler om medicin. Og der kommer mange flere apoteker, så personalet smøres tyndere ud. Derfor skal de løbe hurtigere. Og derfor søger mange væk fra sektoren. Det går alt sammen ud over arbejdsmiljøet og tingene forstærker hinanden. Vi er midt i en spiral, som kun går en vej

Ann-Mari Grønbæk Formand for Farmakonomforeningen

Løsningsforslag

  1. Skab kontinuitet og forudsigelighed i arbejdstid og arbejdssted. Man skal kunne regne med, hvornår og hvor man skal arbejde.
  2. Der skal være sammenhæng mellem opgaver og ressourcer. Det forudsætter mange steder en bedre bemanding.
  3. Giv farmakonomerne indflydelse på deres arbejdstid, så privatliv og arbejdsliv hænger sammen.
  4. Giv farmakonomerne mere indflydelse på udførelsen af arbejdsopgaver.
  5. Spred ikke personalet tyndt ud ved at åbne flere enheder, end der er bemanding til, at de er robuste
  6. Fordel de ”trælse” vagter (fx sene arbejdstider og weekenddage) mere ligeligt.
  7. Fundamentet for et godt arbejdsmiljø er, at ledelsen prioriterer det.
  8. Undgå at mersalg fylder meget. Apotekernes egentlige opgave er medicin og sundhedsfaglige ydelser, herunder rådgivning. Farmakonomen skal opleve at lægemiddelfagligheden er det centrale i arbejdet. Det giver mening både for samfundet og for farmakonomen.

Kontakt

Ann-Mari Grønbæk
Ann-Mari Grønbæk

Formand

Dir.tlf: 2323 4711

amg@farmakonom.dk

Kristian Lysholt Mathiasen
Kristian Lysholt Mathiasen

Direktør

Dir.tlf: 2986 5248

klm@farmakonom.dk


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail til: raadgivning@farmakonom.dk

Rådgivning