Skynd dig at få fri, find det gode humør og tryllestaven frem – og tilmeld dig elevweekenden, som løber af stablen d. 18-19. marts 2023!
Lørdag d. 18 marts står vi klar med et magisk program, som I virkelig kan glæde jer til! Vi starter kl 10 om lørdagen og slutter af med faglig messe, som slutter kl. 18. Herefter vil der være middag og fest – med temaet ”MAGI”.
Som noget nyt kan du vælge at tilmelde dig dagsprogammet lørdag og tage hjem, du kan vælge at blive til middagen – eller du kan tage ”den fulde pakke” med både lørdagsprogram, middag, fest og overnatning, hvor du slutter af med en lækker morgenmad om søndagen og derefter tager hjem eller på skole.
Inden elevweekenden sender vi det færdige og spændende program ud til deltagerne- men du kan godt glæde dig til blandt andet faglig messe, elevernes generalforsamling, spændende karriereoplæg, magisk middag med quiz samt underholdning - og fest med DJ. Og ikke mindst til at være sammen med farmakonomelever fra alle tre årgange!
Elevweekenden er GRATIS når du er medlem af foreningen dvs. at ophold, forplejning og transport betales af Farmakonomforeningen. Efter middagen lørdag skal du dog selv betale for drikkevarer i den studievenlige bar.
TILMELDINGEN ER ÅBEN – og der er som altid en goodiebag til dem, der deltager. I år vil der også være en hoodie til de hurtige, som tilmelder sig elevweekenden inden d. 1. januar 2023.
Elevweekenden finder sted på Severin Kursuscenter, Skovsvinget 25, 5500 Middelfart.
Du kan godt glæde dig til blandt andet faglig messe, elevernes generalforsamling, spændende karriereoplæg, magisk middag med underholdning og fest med DJ. Og ikke mindst til at være sammen med farmakonomelever fra alle tre årgange!
Generalforsamling
Til elevweekenden afholder vi - traditionen tro - også elevsektionens generalforsamling.
Dagsorden for elevsektionens generalforsamling er i henhold til Farmakonomforeningens vedtægter:
a) Valg af dirigent.
b) Beretning om elevbestyrelsens arbejde og drøftelse af kommende års aktiviteter.
c) Indkomne forslag.
Forslag til behandling på generalforsamlingen skal ifølge foreningens vedtægter være sekretariatet i hænde senest 4. marts 2023 kl. 10.00 pr. mail: ch@farmakonom.dk.
d) Valg af formand
e) Valg af bestyrelsesmedlemmer
f) Eventuelt
Bliv engageret i din forening
På generalforsamlingen vælger eleverne en elevbestyrelse, som består af en elevformand og 5 elevbestyrelsesmedlemmer. Efter valget vælger elevbestyrelsen en næstformand i sin midte. Elevformanden er med i Farmakonomforeningens hovedbestyrelse, og det er hovedbestyrelsen, der sætter kursen for foreningen. Det betyder, at emner, der optager eleverne, kommer direkte hen, hvor beslutningerne bliver taget – og elevformanden er med til at tage dem!
Vi opfordrer dig til at overveje, om du vil være med til at præge foreningen i elevrelaterede spørgsmål. Hvis du vil have indflydelse på din forening, din uddannelse, dit fag, og hvordan elevweekenden skal se ud i 2023 - så er elevbestyrelsen lige noget for dig! Du kan også stille op til bestyrelsen, selvom du ikke har mulighed for at deltage på elevweekenden.
Har du spørgsmål til hvervet som elevformand eller bestyrelsesmedlem, kan du kontakte den nuværende bestyrelse. Adresser og telefonnumre finder du også på ovenstående hjemmeside. Husk også, at det er en god idé at fortælle din chef, at du ønsker at stille op til bestyrelsen.
Vi håber, at du har lyst til at deltage i Elevsektionens Generalforsamling – og være med til at forme foreningens elevpolitik for det næste år.
Følg forberedelserne til elevweekenden på Facebook. I elevsektionens gruppe kan du følge vores forberedelser til elevweekenden. Følg med ved at melde dig ind i gruppen her.
Praktisk information om tilmelding, transport m.v. til elevweekenden
Der blev åbnet for tilmelding d. 15. november kl. 19 - og der er run på tilmeldingerne! Du tilmelder dig via vores kalender. Hvis det er første gang, du logger på MinSide er password de sidste fire cifre i dit cpr-nummer. Der er max. 200 pladser og tilmelding er efter først-til-mølle.
Husk at du selv skal sørge for fri til elevweekenden - det kan være en god idé at gøre i god tid.
Såfremt elevweekenden fyldes op, træder ventelisten i kraft og vil køre helt frem til datoen for elevweekenden. Husk at afmelde dig igen med det samme, hvis du bliver forhindret i at deltage, så du ikke optager en plads for en anden!
Bemærk at du skal være medlem af Farmakonomforeningen for at deltage. Er du ikke allerede medlem, melder du dig ind her.
Det tager 24 timer at behandle en indmeldelse, du kan således ikke melde dig ind samtidig med tilmelding til elevweekenden - og du bør derfor blive medlem af foreningen i god tid.
Hvis du tilmelder dig elevweekenden og ikke møder op, opkræves et beløb på 100 kr. Bemærk, at man under ingen omstændigheder må medbringe drikkevarer til hotellet.
Du skal selv lægge ud for din tog- eller busbillet til elevweekenden (Standardbillet/ Ungdomsbillet). Den brugte billet skal efter generalforsamlingen - sammen med et transport-bilag, som udleveret på selve mødet - sendes ind til Farmakonomforeningen på ff@farmakonom.dk eller pr. brev og beløbet vil derefter blive refunderet. Hvis du bruger mobilklippekort skal du vedlægge kopi af klip/kvittering for klippekortet. Hvis du bruger rejsekort skal kopi af rejsedokument og pris være vedlagt. Husk at påføre kontonummer. Der bliver kun refunderet billetter for deltagere, som er mødt op til generalforsamlingen.
Ønsker du at køre i bil, skal I være mindst tre deltagere, der kører sammen – og navnene skal være meldt til ff@farmakonom.dk på forhånd.
Nærmere program, information samt tider for bustransport mailes til alle tilmeldte efter endt tilmeldingsfrist.