Fagbevægelsens Hovedorganisation har afholdt kongres, hvor Farmakonomforeningens formand blev genvalgt til forretningsudvalget. Det er en tillidserklæring til Farmakonomforeningen, som sidder side om side med formænd fra nogle af Danmarks største fagforeninger i udvalget.
Farmakonomforeningens formand, Ann-Mari Grønbæk, er netop færdig med to dages kongres i Fagbevægelsens Hovedorganisation. Der er et stort smil på læben – og det er der en grund til: Ann-Mari Grønbæk blev nemlig genvalgt til at sidde i hovedorganisationens forretningsudvalg. Derudover har foreningen også fået en plads i hovedbestyrelsen.
På kongressen stemmer alle 64 medlemsorganisationer i hovedorganisationen om, hvem der skal sidde i forretningsudvalget og i hovedbestyrelsen, og Ann-Mari Grønbæk blev valgt ind;
- Jeg er glad og også en smule stolt! Farmakonomforeningen er en lille spiller blandt mange af de store fagforeninger, og derfor er jeg både beæret og en smule ydmyg ift. genvalget.
Forretningsudvalget er den øverste myndighed i hovedorganisationen mellem hovedbestyrelsesmøderne. Her sidder hovedorganisationens formand, Lizette Riisgaard, hovedorganisationens to næstformænd, Morten Skov Christiansen og Nanna Højlund samt 22 formænd fra forskellige medlemsorganisationer, som alle er valgt af kongressen.
Forretningsudvalget er den øverste myndighed mellem hovedbestyrelsesmøderne i organisationen, og det er her, at mange politiske oplæg og initiativer bliver til. Ann-Mari Grønbæk er nu en del af forretningsudvalget i den kommende kongresperiode, som løber over de næste 4 år. Her kan hun nu spille ind med farmakonomernes interesser- men også andres;
- Det er vigtigt for mig at have flere par briller med, som jeg skifter imellem på møderne: Et par briller sikrer, at de mindre fagforeninger, som ikke er en del af udvalget, bliver tænkt ind så meget som muligt. Et andet par husker mig på, at hovedorganisationen skal varetage ALLE lønmodtageres interesser – fra farmakonomer og blikkenslagere til pædagoger og kirkesangere, uddyber Ann-Mari
På kongressen havde Farmakonomforeningen tre delegerede med; Ann-Mari Grønbæk, foreningens formand, Tina van der Klein, næstformand samt Mai Kristensen Lind, formand for Region Hovedstaden og hovedbestyrelsesmedlem
Hvad er Fagbevægelsens Hovedorganisation?
FH er Danmarks største og stærkeste tværfaglige fællesskab. FH organiserer faglige organisationer, der repræsenterer mere end 1,3 millioner lønmodtagere. FH kæmper for job og uddannelse til alle, for et sikkert og sundt arbejdsmiljø og for et trygt, demokratisk og solidarisk samfund. FH har 64 medlemsorganisationer.