Tværfaglighed og farmakonomer hører til på hospitalsgangen

Hospitalerne har gavn af tværfaglighed, og flere farmakonomer er i dag med til at styrke fokus på medicin på hospitalerne og i de enkelte teams. Samarbejdet fungerer rigtig godt i hverdagen. Derfor er det ærgerligt at læse, at formanden for Dansk Sygeplejeråd i en artikel på DR.dk ikke får nævnt fordelene ved en højere grad af tværfaglighed.

COLOURBOX32329399

På de specialiserede afsnit, herunder sengeafsnit, vil man i dag som ansat, patient eller pårørende ofte møde en farmakonom, som understøtter varetagelsen af den store pallette af opgaver, der er indenfor medicinhåndtering. Og antallet er i vækst.

Farmakonomforeningens formand, Ann-Mari Grønbæk, ser positivt på det øgede fokus på medicinhåndtering. For der er mange fordele i at styrke det tværfaglige samarbejde omkring medicinen på afdelingerne;

- Ved at bruge farmakonomernes kompetencer – fra modtagelse, opbevaring og dispensering af medicin – til gennemgang af det samlede indtag og patientrådgivning, vil man i samspil med resten af personalet styrke medicinsikkerheden på den enkelte afdeling. På den måde kan man forebygge medicinfejl og frigive tid fra sygeplejerskerne og resten af plejepersonalet, som i højere grad kan fokusere på plejen og anden behandling af den enkelte patient.

To udfordringer skal løses
Ann-Mari Grønbæk peger på to udfordringer, der skal løses samtidig;

- Der er både behov for at styrke det tværfaglige samarbejde om medicin, og der er et stort og akut behov for at frigive tid for sygeplejerskerne. Der er nemlig ingen tvivl om, at der er en betydelig mangel på sygeplejersker, hvilket både belaster hospitalssystemerne og kan gå ud over de ansatte og arbejdsmiljøet. Og vi skal finde løsninger, der hjælper på begge dele.

Nogle gange kan man opnå begge dele. Region Midtjylland har tildelt årets ”smartpris 2021” til ortopædkirurgisk afdeling på Regionshospitalet i Horsens, hvor farmakonomer understøtter medicinhåndteringen på deres sengeafsnit - og det har højnet patientsikkerheden og kvaliteten i patientforløbene, samtidig med at sygeplejerskernes ressourcer bruges mere optimalt.


Ærgerlig udmelding fra Dansk Sygeplejeråd
Ann-Mari Grønbæk er derfor ærgerlig over, at Grete Christensen, formand i Dansk Sygeplejeråd, i en DR-artikel citeres for, at det ikke er optimalt at fordele de patientnære opgaver blandt flere faggrupper og fx lade andre faggrupper give medicin, fordi sygeplejersken så vil sidde tilbage med ansvaret for at levere alle oplysninger videre, uden at have ”været med til det”. 

Det billede kan Ann-Mari Grønbæk ikke genkende;

- Jeg er da ærgerlig over, at man ikke får nævnt fordelene ved at styrke tværfagligheden. Jeg hører nemlig kun fra både medlemmerne og arbejdsgiverne, at andre faggrupper på afdelingerne sætter stor pris på farmakonomernes viden om medicinhåndtering, og at man kan se fordelene ved at nye faggruppers hænder kommer i spil.

Ved at bruge farmakonomernes kompetencer – fra modtagelse, opbevaring og dispensering af medicin – til gennemgang af det samlede indtag og patientrådgivning, vil man i samspil med resten af personalet styrke medicinsikkerheden på den enkelte afdeling

Ann-Mari Grønbæk Formand for Farmakonomforeningen

Tværfagligheden er nødvendig
Ifølge Ann-Mari Grønbæk er tværfagligheden "kommet for at blive";

- Der tales i disse tider om sundhedsreform, og hvordan vi mindsker presset, der er i sundhedsvæsenet. Her peges der selvfølgelig på bedre løn og arbejdsvilkår – man helt grundlæggende bør man også se på, hvilke opgaver sundhedsvæsenet skal løse i fremtiden, og hvilke kompetencer der kan løse de enkelte opgaver. Her bør man kigge på de gode erfaringer, der allerede er med at brede opgaver ud blandt flere faggrupper som fx farmakonomer, fysioterapeuter, diætister og ergoterapeuter.

For Ann-Mari Grønbæk skal alle faggrupper – og muligheder - potentielt i spil;

- Vi skal have set på opgaveløsningen helt overordnet. For vi får kun et robust sundhedsvæsen igen ved at lave nye arbejdsgange, hvor tværfagligheden er højere end i dag.

Ann-Mari Grønbæk vil på bagkant af DR-artiklen rette henvendelse til formanden for Dansk Sygeplejeråd for at tale om, hvordan man sikrer god kommunikation og tæt samarbejde mellem sygeplejersker og andre faggrupper i de enkelte teams, så sygeplejerskerne ikke føler, at de ”kommer til kort”.

Vi skal have set på opgaveløsningen helt overordnet. For vi får kun et robust sundhedsvæsen igen ved at lave nye arbejdsgange, hvor tværfagligheden er højere end i dag

Ann-Mari Grønbæk Formand for Farmakonomforeningen

Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail til: raadgivning@farmakonom.dk

Rådgivning