Tillykke til de smukke unge mennesker

Med stemningsfyldte overflyvningsbilleder fra Farmakonomskolen blev der fredag den 26. juni budt velkommen til streamingen af dimissionen af årets nyuddannede farmakonomer.

Ann Mari Grønbæk Dimission 2021

Som små firkantede skærmbilleder kunne man se med ved fejringen af de nyuddannede rundt i hele landet. Dimissionen blev fejret i frokoststuer og kontorer rundt på landets apoteker og såvel udenfor som i private hjem, og overalt var der pyntet festligt op med flag og serpentiner.


Stort ansvar under uddannelsen – og husk at blive ved med at lære

Fra talerne var der vigtige budskaber til årets dimittender. Indledningsvist bød uddannelseschef Hassan Salmasi velkommen til hvad han kaldte:
 - Den forhåbentlig sidste online dimission.

Selvom det er anderledes med en online dimission, så understregede han, at der blev holdt fast i alle de traditioner, der er for dagen. For at understrege, at der er tale om en særlig begivenhed havde alle de dimitterende på forhånd modtaget en fejringspakke fra Farmakonomskolen.

- I skal huske at nyde dagen, og vi håber I bliver fejret lige så meget som det danske landshold. Det har I fortjent, lød det fra Uddannelseschefen, før han gav ordet til første taler, rektor for Farmakonomskolen Lotte Fonnesbæk, der havde stor ros til de nye farmakonomer:

- Corona har fyldt halvdelen af jeres studietid. I har skullet tage et anderledes ansvar for jeres uddannelse.

Hun fortsatte:

- I praktikken har I været med til at løfte en vigtig samfundsopgave. I har været tilgængelige i en tid, hvor alt var lukket ned. (…) I er kompetente! (…) Og når I om lidt står der selv, så ved jeg, at refleksionen rammer, for hold da op – det er et stor ansvar!

Hun sluttede af med at tale om, at det er vigtigt, at man selv som færdiguddannet bliver ved med at udvikle sig. På uddannelsen har de støttet elevernes læring i de sidste tre år, og nu skal de stå på egne ben. I den forbindelse understregede hun, at de skal huske at støtte sig til det faglige fællesskab. Og som afslutning på sin tale sagde rektor Lotte Fonnesbæk de magiske ord:

- Med disse ord dimitterer jeg jer fra Farmakonomuddannelsen!

...når I om lidt står der selv, så ved jeg, at refleksionen rammer, for hold da op – det er et stor ansvar!

Lotte Fonnesbæk Rektor for Farmakonomskolen

Anden taler var formand for Danmarks Apotekerforening, Jesper Gulev, der var med via video. Han er også apoteker på Steno Apotek – og så er han oprindelig uddannet farmakonom:

- Farmakonomuddannelsen har altid haft en stor plads i mit hjerte. (…) Jeg ved hvilket værdifuldt papir, I nu står med.

Han talte om, at farmakonomer er efterspurgte i både kommuner, regioner, i industrien og selvfølgelig på landets apoteker.

Det har været drøjt at blive uddannet under corona, men Apotekerforeningens formand havde et klart budskab til dimittenderne:

- Coronapandemien har givet jer en ekstra ballast. I har stået midt i det. I skal betragte det som en stor styrke.

Han fortsatte med at tale om de mange faglige muligheder, der i disse år vokser frem for farmakonomer:

- Hvem havde forestillet sig, at farmakonomer ville spille sådan en stor rolle i udrulningen af vacciner? Og i at teste antistoffer og antigener?

 

Årets priser for engagement og social indstilling – og for højeste snit

En uddannelse består af selve undervisningen og praktiktiden, men de mennesker, man bliver uddannet sammen med, spiller en rigtig stor rolle. Derfor er der også en mangeårig tradition for, at de dimitterende stemmer om, hvem der skal modtage prisen for engagement og social indstilling. I år gik prisen til én, om hvem indstillingerne blandt andet lød:

- Han er altid glad og imødekommende. Det er ikke kun for studerende i egen klasse at vedkommende sørger for, at det sociale fungerer, men for alle.

Modtageren var en synligt glad Anders Ørbæk Kristensen fra Kastrup Apotek, og på de forskellige skærme blev der klappet og viftet med flag. Det samme var tilfældet, da prisen for årgangens højeste snit skulle uddeles. Her er det Farmakonomforeningen, der giver en gave til den eller de elever med det højeste snit. Hassan Salmasi kunne løfte sløret for, at der var tale om to dimittender, der begge havde scoret et gennemsnit på 10,8. Modtagerne var Nanna Fischer fra Sønderbro Apotek – og endnu engang Anders Ørbæk Kristensen fra Kastrup Apotek, der dermed blev dobbelt prismodtager.

Der er meget at lære på studiet

Jonas Culmsee fra Nørrebro apotek holdt den nyuddannedes tale. Han var med via videoforbindelse og jokede med, at der var betydeligt flere tilhørere, end han havde regnet med, så det var med let hjertebanken han gik i gang:

- Det er ligesom at være til Rådgivning 2, konstaterede han hvorpå han hev en bunke papirer frem, der skulle forestille at være Kompendium om Håndtering af Nervøsitet. Han gik over til at dele små sjove historier fra skranken om, hvordan han kun havde været på et apotek én gang før han startede på skolen.

- Den eneste medicin vi havde derhjemme, det var Panodil Hot. Det kunne jeg ikke lide smagen af. Men efter tre år har jeg lært, at Panodil også kan fås som tabletter.

Han fortalte morsomt om oplevelser i skranken, der blandt andet handlede om, hvordan uddannelsen ikke kun handler om lægemidler, men også om at være professionel og håndtere rådgivningssituationer. Blandt andet lærte han som ny elev hurtigt ikke at tale med filmstjerner om deres roller, når de stod som kunder i skranken. Og der var tak til både Farmakonomskolen, underviserne og til kantinepersonalet og en opmuntring til de elever, der endnu ikke er færdige om, at deres nyuddannede kolleger står klar til at give en håndsrækning.

Det handler om jeres arbejdsliv

Dagens sidste taler var Farmakonomforeningens formand Ann-Mari Grønbæk, der understregede:

- Det her er et stort øjeblik. Og det er egentlig passende, at det er digitalt, for det har det meste af jeres uddannelse også været.

Hun sammenlignede med dimittenderne med toptunede Teslaer, der både er elektriske, og nærmest bliver revet væk, inden de kører af båndet.

- I tilhører en efterstræbt gruppe og I kommer samtidig ud på et glohedt arbejdsmarked, lød det fra formanden. Hun opfordrede de nyuddannede til at gøre sig nogle overvejelser om hvilke faglige områder, de hver især er særligt interesserede i at beskæftige sig med – og at huske at få en ansættelsessamtale med fokus på løn, vilkår og arbejdsområder. For som hun sagde:

- Det handler om dit arbejdsliv! Og det er vigtigt I har de samtaler og overvejelser, så du ikke bagefter tænker, ”hov – hvorfor fik vi ikke talt om det, inden jeg startede”. (…) Husk – både nu men også senere i arbejdslivet - at tale om din faglighed og dine arbejdsvilkår!

Der var med andre ord mange gode budskaber og store lykønskninger, til alle de, der med dagens dimission kan kalde sig farmakonomer. Traditionen tro lå en del af budskabet også i tonerne fra Kim Larsens klassiker De smukke unge mennesker, der altid bliver sunget til dimissionen på Farmakonomskolen:

Og de smutter før man ved det/
Pludselig er de stukket af/
Som legesyge sommerfugle/
Den allerførste sommerdag/

Hvad det er de vil med livet/
Det ka' kun de selv forstå/
Og de smukke unge mennesker/
Gid de længe leve må

Det var dog til tonerne af Lord Sivas Solhverv, at dimissionen blev afrundet med billeder af glade undervisere og uddannelsessekretærer der viftede med flag til dimittenderne fra Farmakonomskolen – og derpå var det op til de enkelte nyuddannede og uddannelsessteder at fortsætte fejringen.

 

I uge 26 er Farmakonomforeningen begyndt at udsende emblemer til dimittend-årgangen. Med det kan de nyuddannede bære et konkret tegn på deres faglige formåen, og håbet er, at emblemerne kan medvirke til at gøre farmakonomerne synlige som faggruppe.

I tilhører en efterstræbt gruppe og I kommer samtidig ud på et glohedt arbejdsmarked

Ann-Mari Grønbæk Formand for Farmakonomforeningen

Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail til: raadgivning@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning