På pressemødet den 8. december blev der igen indført corona-restriktioner. Blandt andet lukker skolerne fra onsdag 15. december, og eleverne skal hjemmeundervises de resterende skoledage frem til og med tirsdag 4. januar. Derfor melder spørgsmålet sig naturligt: Hvad gør jeg som forælder?
(Vær opmærksom på opdaterede retningslinjer i januar 2022)
Du kan få dine yngste børn nødpasset
Går dit barn i børnehaveklasse eller i 1.-4. klasse, kan du få dit barn nødpasset. Der er nemlig lagt op til, at alle forældre kan få sine børn nødpasset, hvis der er behov for det. Det er din kommune, der står for nødpasningen.
Hvis du ikke har mulighed for nødpasning, så overvej om du kan få hjælp af andre. Har du fx et familiemedlem der kan hjælpe, eller kan din partner blive hjemme med barnet?
Tag en snak med din arbejdsgiver, hvis du er nødt til at blive hjemme
Hvis hverken nødpasning eller hjælp til pasning er mulig, så lav en aftale med arbejdsgiver om, hvordan du får arbejdsliv og familieliv til at gå op, i den periode hvor børnene er hjemsendt.
Du skal betale for de dage du er hjemme, det kan du gøre enten ved at bruge afspadsering, ferie, forskudsferie eller ved at blive trukket i løn. Aftal med din arbejdsgiver, hvordan du gør.
Ring til os hvis du har brug for sparring
Hvis du ikke kan finde en løsning eller er i tvivl om dine rettigheder, så hiv fat i os, så vi sammen kan vende dine muligheder. Vi sidder klar ved telefonerne mandag - fredag kl. 10.00 – 15.00 på telefon 3312 0600.