Overenskomstforlig på statens område

I weekenden lykkedes det forhandlerne på det statslige område at indgå forlig for statens 195.000 ansatte, heriblandt de ca. 25 farmakonomer, der er ansat på statens område.

OK21 Logo Smal

Forliget betyder, at lønnen de kommende 3 år vil stige med 4,42% - altså med knap 1,5% årligt. Dertil kommer at man har indgået en aftale om seniorbonus. Den betyder, at medarbejdere fra det år de fylder 62 år, nu er omfattet af en seniorbonusordning. Udgangspunktet er at den udbetales, men der er valgfrihed i forhold til at få den konverteret til frihed eller pension og med en værdi på op til 2 dage fri om året. Det er en ordning, der minder om den, der findes på det regionale område.

Farmakonomforeningens formand, Ann-Mari Grønbæk er glad for, at det første forlig er kommet i hus, men oplever at den aftalte ramme er lavere end man havde håbet. Hun fremhæver dog, at man med den indgåede aftale sikre de ansattes realløn, og at reguleringsordningen videreføres, så lønudviklingen i staten følger med den private lønudvikling. Der er ingen tvivl om at corona-pandemien skaber stor usikkerhed om den fremtidige økonomi og at det afspejler den indgåede aftale.

I forlængelse af forliget vurderer parterne, at der vil være en reststigning på 1,5% i perioden – dvs. det man forventer der vil blive givet yderligere i lønforbedringer ved lokal løndannelse ved forhandlinger og i forbindelse med nyansættelser.

Ud over seniorbonus og regulering af lønnen har man ved denne overenskomst aftalt at fortsætte arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø og kompetenceudviklingen.


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail til: raadgivning@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning