JA til overenskomst – NEJ til gammel Tjenestemandsreform

Natten til lørdag starter sygeplejerskerne i regioner og kommuner en strejke - en strejke der handler om ligeløn. Men ligeløn løses ikke i konflikten mellem sygeplejerskerne og arbejdsgiverne. Den kan kun løses på Christiansborg.

Sygeplejerske Strejke
Arkivbillede

Tidligere i år stemte et overvældende flertal af de offentligt ansatte farmakonomer JA til en ny overenskomst i kommuner og regioner.  En overenskomst med rigtig pæne lønstigninger for alle.

Et andet billede tegnede sig hos sygeplejerskerne og radiograferne, hvor et lille flertal stemte nej. Sygeplejerskerne og radiograferne varslede konflikt, samtidig med at der blev forhandlet videre i Forligsinstitutionen.

Forhandlingerne her endte med et mæglingsforslag, som bl.a. indeholdt et forslag om en lønstrukturkomite. Det forslag har sygeplejerskerne nu forkastet – hvorimod radiograferne  har stemt ja.

Sygeplejerskerne står nu derfor overfor en strejke, som starter natten til lørdag. En strejke der kommer til at påvirke hele det danske sundhedsvæsen, herunder også farmakonomer der er ansat på det regionale og kommunale område.

Der skal gøres op med ”Tjenestemandsreformen af 1969”

Farmakonomforeningens formand, Ann-Mari Grønbæk, har forståelse for, at sygeplejerskerne – ligesom mange andre faggrupper - synes, at ”Nok er nok”.

Det er dog ikke politikernes opgave at blande sig i overenskomstforhandlinger mellem arbejdsgivere og arbejdstagere – heller ikke i en konkret konflikt. Men gabet mellem lønninger for kvinde- og mandsdominerede fag er heller ikke et overenskomstanliggende.

Lønkløften mellem kvinde- og mandefag udspringer nemlig af ”Tjenestemandsreformen af 1969”, som placerede kvindedominerede fag nederst i lønhierarkiet. Den lønindplacering har man desværre hængt fast i siden - og her SKAL politikerne på banen;

- Ligelønsproblematikken rækker langt ud over sygeplejerskernes konflikt omkring overenskomstfornyelsen. Den berør ALLE kvindedominerede fag – herunder farmakonomer - og har grobund i Tjenestemandsreformen fra 1969, som grundlæggende indplacerer kvinde- og mandsdominerede fag forskelligt. Der er tale om en strukturel forskel, som er bestemt ved lov. Og den kan man kun pille ved et sted: På Christiansborg, forklarer Ann-Mari Grønbæk.

JA til overenskomst – NEJ til Tjenestemandsreform

Farmakonomernes JA til den nye overenskomst på det kommunale og regionale område er ifølge Ann-Mari derfor slet ikke det samme som at ”finde sig” i løngabet mellem de kvinde- og mandsdominerede fag;

- Vi stemte Ja til overenskomsten fordi den indeholdt gode lønstigninger. Samtidig kæmper vi sammen med resten af fagbevægelsen for ligeløn, og vi har næsten lige deltaget i TjenestemandsTirsdag, hvor vi støttede borgerforslaget om at ophæve Tjenestemandsreformen og talte direkte til politikerne på Christiansborgs slotsplads, fortæller Ann-Mari Grønbæk


Til en af demonstrationerne holdt Ann-Mari Grønbæk tale – se den her


For Farmakonomforeningen fortsætter kampen om ligeløn - også efter overenskomstkonflikten er slut:

- Vi har stemt JA til en ny overenskomst, men jeg siger altså stadigvæk NEJ til Tjenestemandsreformen! – for hvorfor skal vi have mindre i løn, fordi vi er et kvindedomineret fag? Og fordi man i 1969 traf nogle dårlige beslutninger? Det er simpelthen ikke i orden. Reform skal laves om! Og det kan ikke gå for hurtigt. Jeg håber snart, at politikerne forstår, at fagbevægelsen samlede pres for ligeløn fastholdes. Det er på tide, at christiansborgpolitikerne tager hænderne op af lommen, fastslår Ann-Mari Grønbæk.

 

Sygeplejerskernes strejke kan påvirke dig som regionalt eller kommunalt ansat farmakonom

En ting er sikkert: En strejke er lige om hjørnet, og den kan påvirke dig, hvis du arbejder i en kommune eller region;

- Det er vigtigt, at arbejdsgiverne ikke løser udfordringerne med manglende hænder under sygeplejerskernes strejke ved at give andre faggrupper mere at lave. Den går ikke! Derfor skal du ikke have ondt i maven over, at arbejdsopgaver ikke udføres, fordi der mangler personale. Jeg ved, at det kan være svært, når man har med patienter at gøre - som oftest er dem, det i sidste ende går ud over. Men som farmakonom er du ikke en del af konflikten, og derfor skal du ikke ”dække ind” for strejkeramte medarbejdere, fastslår Ann-Mari Grønbæk.

Skal sygeplejersker strejke på din arbejdsplads?

En konflikt kan medføre et øget antal opgaver i de områder, der ikke er ramt af konflikten. Det kan eks. være opgaver omkring medicinhåndtering, som sygeplejerskerne normalt tager sig af, som ledelsen nu vil lægge over på farmakonomerne. 

Som farmakonom, der ikke er omfattet af konflikten, skal man forholde sig neutralt. Det betyder med andre ord, at I og jeres kolleger ikke må påtage jer andet eller mere arbejde end, hvad I sædvanligt har beskæftiget jer med, ligesom I skal opretholde sædvanligt arbejdstempo og ikke arbejde mere.

Hvis der er kolleger på din arbejdsplads, der ikke er organiserede, så er de ikke omfattet af samme regler og kan derfor godt sættes til at lave konfliktramt arbejde. Det betyder, at der kan være nogle, der udfører konfliktramt arbejde, mens andre afstår. Det betyder derfor også, at det bliver tydeligt, hvem der værner om forhandlingsmodellen, og hvem der står uden for.

Skulle der være tvivl om, hvorvidt I på jeres arbejdsplads pålægges nye eller flere opgaver, som en konsekvens af konflikten, er det vigtigt, at du straks tager kontakt til Farmakonomforeningens sekretariat, så vi hurtigt kan få afklaret, om der er tale om konfliktramt arbejde og standset dette.


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail til: raadgivning@farmakonom.dk

Rådgivning