I løbet af september får alle aktive og færdiguddannede medlemmer af Farmakonomforeningen tilsendt foreningens emblem, hvis de ikke har et i forvejen.
Der er allerede mange farmakonomer, der har foreningens smukke blå/hvide emblem. Fremover vil endnu flere kunne bære det.
Synlighed til farmakonomfaget
Det er en del af Farmakonomforeningens strategiske arbejde at udbrede kendskabet til farmakonomernes faglighed og synliggøre faget. Ved at sætte emblemet på tøjet sender man et signal om, at farmakonomer er kompetente til at rådgive og vejlede patienter og kunder.
Målet er at synliggøre landets farmakonomer og deres fag.
- Emblemet er et fysisk udtryk for vores faglighed og et tegn til vores omgivelser om, at farmakonomer tager ansvar for patientsikkerhed, og at faggruppen er en troværdig partner i sundhedsvæsenet, lyder det fra formand Ann-Mari Grønbæk.
Hvad skal du gøre?
Hvis du er aktiv, færdiguddannet og ikke har et emblem i forvejen, så skal du ikke gøre noget. Så får du automatisk emblemet tilsendt i løbet af september.
Hvis du er elev, så skal du blive færdig med din uddannelse: fremover får alle farmakonomer, der er medlem af Farmakonomforeningen, nemlig emblemet når de dimitterer.
Hvis du allerede har et emblem, og du også godt kunne tænke dig det nye, eller hvis du er passivt medlem af foreningen og gerne vil have emblemet, så kan du omkostningsfrit bestille det ved at logge ind her – så får du også tilsendt et emblem. Du skal bestille emblemet senest den 15. september 2021. (Du kan være passivt medlem, når du eksempelvis er gået på pension eller efterløn, eller har fundet beskæftigelse helt uden for faget. ).
Klik her – så kan du få emblemet
Samme look og tyngde
Det nye emblem ligner det gamle til forveksling. Det har stadig en smuk oval form med foreningens logo og et let buet design. Og emblemerne er fortsat nummererede. Der er også blevet plads til en forbedring. I processen med at få fremstillet de nye emblemer, var der flere farmakonomer, der gerne ville have, at emblemets lukkemekanisme blev ændret. Modsat de gamle emblemer, der sættes fast på tøjet med en lang, tværgående nål, sættes de nye emblemer derfor fast med en pin, der gør, at emblemet sidder bedre fast – uden at ”hænge”.
Emblemet er et fysisk udtryk for vores faglighed og et tegn til vores omgivelser om, at farmakonomer tager ansvar for patientsikkerhed, og at faggruppen er en troværdig partner i sundhedsvæsenet
Ann-Mari Grønbæk Formand for Farmakonomforeningen
Øget faglig synlighed – i alle sektorer
Det handler om synlighed. Hovedbestyrelsen håber, at det i fremtiden bliver helt naturligt for landets farmakonomer at bære emblemet som en del af den faglige uniform. Ann-Mari Grønbæk fortæller:
- Der er allerede mange, der har det på i dag. Men i hovedbestyrelsen håber vi, at alle danskere i fremtiden vil se det, hver gang de er på apoteket. Og at både farmakonomer i lægehuse og på sygehushospitaler, i industrien og også på kontorer i staten vil tænke, at emblemet er noget, man går med.
Hun slutter af:
-Personligt er jeg meget bevidst om altid at bære emblemet, når jeg repræsenterer farmakonomerne.