Gennem den sidste uge i juni stod formand Ann-Mari Grønbæk i skranken på to filialer på Silkeborg Himmelbjerg Apotek og talte med kunderne om alt lige fra allergi over ernæring til forstoppelse. Hun fik også tid til at tale med medarbejderne om arbejdsmiljø og udviklingsmuligheder.
Det er enhver topleder eller politisk valgt repræsentant forundt at komme ud i den berømte ’virkelighed’ og opleve hverdagen for de mennesker, som man repræsenterer i det daglige.
En sådan tur tog Farmakonomforeningens formand Ann-Mari Grønbæk i sidste uge til Silkeborg Himmelbjerg Apotek. Gennem ugen stod Ann-Mari Grønbæk i skranken på to filialer og talte med kunderne om alt lige fra allergi over ernæring til forstoppelse. Hun fik også anledning til at hilse på og ikke mindst tale med apotekets medarbejdere, herunder egne farmakonom-medlemmer.
Farmakonom Susanne Sørensen og formand Ann-Mari Grønbæk
Ann-Mari Grønbæk fortæller, at hun sætter stor pris på at opleve arbejdspladsens gode arbejdsmiljø og ikke mindst de glade kolleger, der havde tid til at tale med kunderne.
- Indblikket i medarbejdernes hverdag har været både givende og inspirerende, siger Ann-Mari Grønbæk.
Plads til udvikling
Hun tilføjer, at ugen i Silkeborg bekræftede hende i, at der stadig er masser af fagligt udviklingspotentiale for farmakonomer på privat apotek. Silkeborg Himmelbjerg Apotek er involveret i flere faglige projekter og er dermed et af de apoteker, hvor der netop er fokus på at udvikle og styrke fagligheden – hvilket glæder formanden.
Sommeren står for døren, men de fleste private apoteker holder åbent sommeren igennem. Her sælger vores dygtige medlemmer alt lige fra solcreme og allergipiller til kondomer - alt efter, hvilken form for sommeroplevelse danskerne har i vente.