Nynne Degnbol Engvang er valgt som ny formand for regionsbestyrelsen i Region Midtjylland, og Mette Lau er nyt bestyrelsesmedlem.
Medlemmerne i Region Midtjylland afholdt ekstraordinær online generalforsamling 7. januar. Her skulle vælges en ny formand i regionsbestyrelsen, da forhenværende regionsformand, Ann-Mari Grønbæk tiltrådte som formand for Farmakonomforeningen til foreningens kongres d. 19. november 2020.
Til generalforsamlingen blev Nynne Degnbol Engvang valgt som ny regionsformand. Nynne bor i Sunds i Herning Kommune og arbejder til dagligt på Herning Løve Apotek. Nynne er 35 år og har allerede tillidshverv som AMiR og TR. Nynne har arbejdet på Herning Løve Apotek i 4,5 år og har tidligere været offentligt ansat farmakonom på Skejby Sygehus Apotek.
”Jeg ser det som en stor ære at skulle stå i spidsen for regionsbestyrelsen. Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle varetage medlemmernes interesser i bestyrelsesarbejdet – både i regionen, men også i foreningens hovedbestyrelse. Jeg har taget arbejdshandskerne på – og er klar til at gå i gang,” fortæller Nynne.
I bestyrelsen var der en vakant plads, som også blev besat til mødet. Mette Lau blev valgt som nyt bestyrelsesmedlem. Mette bor i Tørring i Hedensted Kommune og arbejder på Horsens Løve Apotek.
Foreningens hovedbestyrelse og sekretariat ser frem til samarbejdet med Mette og Nynne!