Egentlig vinkede den søde pensionisttilværelse forude for farmakonom Anne Grete Rasmussen efter 44 år på private apoteker, men hun greb en chance – og nu blander hun Covid-19-vaccine på Region Syds test- og vaccinationscenter i Esbjerg.
– Jeg havde kriller i maven, da jeg stod og blandede min første vaccineblanding, og der skulle komme 150 borgere og blive vaccineret samme dag, fortæller Anne Grete Rasmussen.
Sidste år lukkede Esbjerg Krone Apotek, hvor hun var ansat. Den 4. januar 2021 startede hun som farmakonom i Region Syds test- og vaccinationscenter, og der lå de ikke på den lade side i disse første uger af det nye år.
Blander og poder – og måske også vaccinatør
Egentlig vinkede den søde pensionisttilværelse forude for Anne Grete Rasmussen, da hun blev fritstillet fra Esbjerg Krone Apotek med udgangen af november 2020 i forbindelse med, at apoteket lukkede.
Hendes plan var at supplere pensionen med vikarvagter på private apoteker i det syd- og sønderjyske. Men virkeligheden overhaler nogle gange planlægningen.
I december 2020 så hun, at Region Syds test- og vaccinationscenter i Esbjerg søgte sundhedsfagligt personale. I dagene op til juleaften sendte hun sin ansøgning, 30. december blev hun ringet op af regionen – og mandag 4. januar i år havde hun første arbejdsdag i centret.
– Jeg er den første farmakonom, de har ansat. Først og fremmest er jeg ansat til at blande vaccinen op, hvilket jeg fik oplæring i på sygehusapoteket. Men allerede om tirsdagen blev jeg også uddannet til at være poder. Og lige nu er det ved at blive undersøgt, om jeg kan bruge mit certifikat som vaccinatør fra privat apotek til også at vaccinere med Covid-19-vaccinen, fortæller Anne Grete Rasmussen.
Første ansættelse i det offentlige
Jobbet i centret er Anne Gretes første offentlige ansættelse. I hele sin karriere har hun arbejdet på privat apotek. Faktisk var det i september 2020 ikke færre end 44 år siden, at hun startede som farmakonomelev.
Størstedelen af karrieren har hun arbejdet på Sjælland – heraf 40 år på Hvalsø Apotek, men 1. februar 2020 drog hun mod vest for at komme tættere på sønnen og hans familie. Det blev til syv måneder på halv tid på Esbjerg Krone Apotek. Nu er hun gået fra en arbejdsplads – der lukkede – til én, der er helt ny. Og det præger arbejdsmiljøet – i en meget positiv retning.
– Der er et virkelig godt arbejdsmiljø og god stemning. Hovedparten har sundhedsfaglig baggrund, og jeg arbejder også sammen med mange yngre læge- og sygeplejerskestuderende, ligesom der er en helt nyuddannet jordemoder. Og så er der os, som er lidt grå i toppen – det er en god blanding, fortæller Anne Grete.
– Da jeg på grund af tilflytning og et år med corona ikke har haft mulighed for at opbygge en stor omgangskreds i nærområdet, er det virkelig rart at være på en arbejdsplads med så mange positive mennesker og så god en stemning.
Jeg har fra min tid på private apoteker en stor viden om lægemidler og hygiejne. Den baggrund bruger jeg i mit nye job
Anne Grete Rasmussen Farmakonom
Tæt på opkast – og takker alligevel
Der var 65 ansatte i centret per 1. oktober. Nu er der over 100. Anne Grete er ansat med normtid på 24 timer om ugen, men har arbejdet 40 timer den første uge. Mødetiderne svinger meget. Der er både vagter fra kl. 7-15, 8-16 og 12-20. Fra 18. januar er centret åbent fra kl. 7-23, og Anne Grete vil også få kl. 15-23-vagter.
– Det er fedt at være med, og man er med til at gøre en forskel. Selvom borgerne har været ved at kaste op, når jeg står og poder dem, siger de alligevel tak, når de går ud af døren, siger Anne Grethe med et smil.
Hun er dog midt i den gode stemning også godt klar over, at det er alvor.
– Jeg havde kriller i maven torsdag morgen (7. januar, red.), da jeg stod og blandede min første vaccineblanding, og der skulle komme 150 borgere og blive vaccineret samme dag. Dertil kom, at vaccinatørerne løbende stikker hovedet ind til mig og efterspørger mere vaccine. Men det er vigtigt, at jeg ikke lader mig stresse og er stille og rolig med vaccinen, som er meget skrøbelig og ikke må blive rystet, forklarer den erfarne farmakonom.
Der sker hele tiden noget nyt
Når centret modtager vaccinen, er den i køleskab ved 2 til 8 grader. Anne Grete tager den ud og blander den, når den har stuetemperatur. Herefter skal den bruges inden for seks timer.
– Der sker hele tiden noget nyt her. Nogen skal også ud på plejehjem og siden ud til bosteder og andre borgere, som ikke selv kan komme herhen for at blive vaccineret, fortæller hun.
Fremtiden er åben
Hvad fremtiden bringer, ved hun ikke. Stillingen er tidsbegrænset, men der er ikke sat nogen slutdato på ansættelsen. Forinden har Anne Grete Rasmussen vikarieret på apotekerne i Varde og Nørre Nebel, og det er også hendes plan at fortsætte som vikar på private apoteker de næste par år. Hun er dog ikke i tvivl om, at farmakonomer har en faglig styrke, som er relevant – uanset om de har baggrund i den private eller offentlige sektor.
– Jeg har fra min tid på private apoteker en stor viden om lægemidler og hygiejne. Den baggrund bruger jeg i mit nye job, fortæller Anne Grete Rasmussen, farmakonom på både private apoteker og nu i Region Syds test- og vaccinationscenter.
Inden længe kan det være, at hun på sit CV for næsten 45 års karriere kan skrive: Covid-19-vaccineblander, poder OG Covid-19-vaccinatør.