Fredag den 1. maj tikkede der en invitation ind til Farmakonomforeningen fra Statsministeriet. For statsministeren og beskæftigelsesministeren ville gerne have fagbevægelsens input til genåbningen af landet.
Ministermøde pr videokonference
Mandag den 4. maj kl 7.30 sad Farmakonomforeningens formand Christina Durinck derfor klar ved ipad'en for at deltage i en videokonference med ministrene, samt de øvrige medlemmer af forretningsudvalget i FH.
Det er en svær øvelse at genåbne et land, og som statsministeren bliver ved med at påpege, er der mange hensyn at tage, lige fra samfundsøkonomi til mentalt velbefindende. Christina Durinck synes det er vigtigt, at arbejdsmarkedets parter bliver hørt:
- Jeg er stolt af at bo i et land, hvor regering og arbejdsmarkedets parter lytter til hinanden. Det har stået klart helt fra begyndelsen af krisen, hvor vi hurtigt så en flot trepartsaftale.
Hun fortsætter:
- Samtidig har det været en hård periode for alle, og farmakonomer inden for alle sektorer har arbejdet benhårdt. Men det er vigtigt for mig, at sikkerhed i forhold til frontpersonalet har første prioritet i genåbningen af landet. Det har været mit indtryk hele vejen, at myndighederne har et stærkt fokus på det. Det indtryk er bestemt ikke blevet mindre efter mødet, så jeg er fortrøstningsfuld.
Jeg er stolt af at bo i et land, hvor regering og arbejdsmarkedets parter lytter til hinanden
Christina Durinck Formand for Farmakonomforeningen
Christina Durinck kan også viderebringe en stor tak fra regeringstoppen:
- Statsministeren gav i dag udtryk for, hvor taknemmelig hun er overfor alle faggrupper. Alle har tilpasset sig situationen og ydet ekstra. Det er vores fælles indsats som befolkning, der gør, at sygehusene har kunnet følge med.
Hun understreger at farmakonomernes indsats har været forbilledlig under krisen:
- Jeg er helt utroligt stolt over den måde, farmakonomer i hele landet har ageret på. Der er ingen tvivl om, at det har været vigtigt for, at Danmark er blevet ved med at fungere. Der er blevet lagt en stor indsats for at mindske smitterisikoen samtidig med, at befolkningen har kunnet blive ved med at få deres medicin. Det gælder fra frontpersonalet på apotekerne, til farmakonomer i lægehuse og kommuner, over de industriansatte, men også de statsansatte farmakonomer, der er med i myndighedernes arbejde for helt overordnet at sikre lægemiddelforsyningerne, slutter hun.
Detaljerne om næste runde af genåbningen ligger endnu ikke fast. På baggrund af de seneste tal og input melder Statsministeriet nærmere oplysninger ud senere på ugen.
Jeg er helt utroligt stolt over den måde, farmakonomer i hele landet har ageret på.
Christina Durinck Formand for Farmakonomforeningen