To kandidater har meldt deres kandidatur til formandsvalget i Farmakonomforeningen. Sanne Hee Stjernholm og Ann-Mari Grønbæk er de to bejlere til at overtage formandsposten til november. Nu venter først valgkamp og siden selve valget i løbet af den kommende måneds tid.
Onsdag 23. september klokken 12 var der frist for at stille som kandidat til formandsposten i Farmakonomforeningen. To kandidater har meldt sig med de påkrævede minimum 50 godkendte stillere.
De to formandskandidater er henholdsvis Ann-Mari Grønbæk, der er 38 år, bosat i Ikast og ansat på Herning Løve Apotek, og Sanne Hee Stjernholm, der er 37 år, bor i København og er ansat på Sygehusapotek Fyn.
To onlinedebatter med kandidaterne
I den kommende tid vil kandidaterne og deres ambitioner for formandsposten blive præsenteret på foreningens hjemmeside, i fagbladet Farmakonomen og på de sociale medier. Kandidaterne kan også føre valgkamp på platforme efter eget valg.
Tirsdag 6. og torsdag 22. oktober kl. 19.00 vil der desuden være onlinedebatter med kandidaterne, hvor de vil præsentere sig selv og besvare spørgsmål fra medlemmerne. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen.
Vigtige datoer
De vigtige datoer i forbindelse med valget er følgende:
• Onsdag 30. september: Der udsendes elektroniske stemmesedler til alle foreningens aktive medlemmer, som er dem, der har stemmeret. Der udsendes fysisk brev til de medlemmer, som Farmakonomforeningen ikke har mailadresser på. For at modtage en digital stemmeseddel er det vigtigt, at foreningen har medlemmernes nuværende mailadresser.
• Tirsdag 6. og torsdag 22. oktober kl. 19.00: Der afholdes debatter med kandidaterne, som vil foregå virtuelt. Kandidaterne vil få lejlighed til at præsentere sig selv, ligesom der vil kunne stilles spørgsmål fra medlemmerne til kandidaterne. Der kommer et link til den første debat i starten af oktober.
• Mandag 26. oktober: Urafstemningen slutter, og det afgøres, hvem der bliver Farmakonomforeningens nye formand.
• Torsdag 19. november: Kongres, hvor den nye formand tiltræder.
Følg med på Farmakonomforeningens Facebookside, Instagramprofil og hjemmeside, hvor der løbende kommer mere information om formandsvalget.