Gode resultater til afstemning

Takeda Pharma og Pharmadanmark, IDA, HK og Farmakonomforeningen har lavet en aftale om overenskomst, der nu er sendt til afstemning blandt medlemmerne. Aftalen byder blandt andet på lønudvikling på 6,5 procent, stigning i pension samt ekstra forældreorlov.

Takeda Logo

Farmakonomforeningens Hovedbestyrelse anbefaler medlemmerne at stemme ja til resultatet.

Godt udgangspunkt

Den eksisterende overenskomst på Takeda indeholder allerede rigtig gode vilkår. Under forhandlingerne er det lykkedes at afværge mange forringelser, samtidig med at de gode vilkår er bevaret. Samlet set er det endt med et forhandlingsresultat, som både Farmakonomforeningen og farmakonomernes tillidsrepræsentant på Takeda er meget tilfredse med.

 

Pæne lønstigninger og forbedret pension

Overenskomsten er indgået for en 3-årig periode og indeholder en samlet lønudvikling på 6,5 %. Det fordeler sig med 2,5 % i 2020, 2,0 % i 2021 og 2,0 % i 2022. Som det har været praksis på Takeda Pharma er der et spænd på +/- 0,2 % i den årlige lønudvikling, og de nævnte procenter er derfor i gennemsnit. Mindstelønningerne fastfryses dog i 2020 og 2021 for at sikre bedre muligheder for at rekruttere medarbejdere med kortere anciennitet.

Derudover kan medarbejderne på Takeda Pharma se frem til en stigning i pensionsbidraget. Det er nemlig aftalt, at arbejdsgiverbidraget stiger med 0,5 % i 2021. Det betyder, at pensionen kommer op på samlet set 13 % af lønnen.

 

Forbedringer af forældreorlov

De ansatte på Takeda Pharma kan også se frem til en forbedring af mulighederne for forældreorlov, hvis overenskomsten bliver stemt igennem. Der er tale om 3 ugers yderligere forældreorlov med løn, uanset om man er den forælder, der har afholdt barsel. Orloven er derfor ikke forbeholdt faderen/medmor, men kan også udnyttes af moderen. Dermed har man ret til 16 ugers forældreorlov med fuld løn. Takeda har dermed en af de bedre barselsordninger i branchen.

 

Tilpasning af feriebestemmelsen

Afslutningsvist er der foretaget en tilpasning af overenskomstens feriebestemmelse, så bestemmelsen lever op til den nye ferielov. Det har ikke været nødvendigt at aftale nærmere, hvad der sker med feriefridage (også kendt som 6. ferieuge), da Takeda har stillet medarbejderne bedre i det lille ferieår (1. maj til 31. august 2020) ved at runde op til 2 hele feriefridage, og at man derefter fortsætter med 5 feriefridage i hvert ferieår fra 1. september og frem, ligesom man har gjort tidligere.

Nu er det op til medlemmerne at tage stilling til resultatet. Afstemningen slutter torsdag den 18. juni kl. 23.59. Resultatet vil blive meldt ud herefter.


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail til: raadgivning@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning