FIP 2020: Tid for ansøgning

Har du et fagligt projekt? Og har du lyst til at præsentere resultatet for kolleger i den farmaceutiske verden? Så er det tid for ansøgning til den farmaceutiske verdenskongres, FIP.

Farmakonomforeningen stiller atter et antal pladser til rådighed for medlemmer, der vil deltage på den farmaceutiske verdenskongres, FIP. I år med ændret procedure for ansøgningen og nye tilbud til potentielle deltagere.

FIP, Sevilla

“The technological revolution – impact on pharmacy and health care”. Sådan lyder hovedtemaet i år.

FIP-kongressen er årets internationale farmaceutiske begivenhed, hvor kolleger fra hele den farmaceutiske verden mødes for at lære, dele og udveksle synspunkter, viden og erfaringer, høre foredrag, se udstillinger, deltage i paneldiskussioner og sektionsprogrammer m.v.

FIP-kongressen, som denne gang afholdes i Sevilla i Spanien, afholdes fra søndag den 13. til torsdag den 17. september 2020.

Også i år afholdes et Pharmacy Technician Symposium som en integreret del af FIP-kongressen. Symposiet afvikles fra onsdag eftermiddag og hele torsdagen.

Farmakonomforeningens deltagere forventes at deltage i både symposie og kongres.

Faglig inspiration

Farmakonomforeningen stiller igen i år et antal pladser til rådighed for danske farmakonomer, som vil præsentere en poster med et godt fagligt projekt på FIP.

- Vi danske farmakonomer har – med vores uddannelse og vores kompetencer - meget faglighed at byde ind med, og det vil rigtig mange deltagere på FIP gerne høre mere om og lade sig inspirere af, fortæller formand Christina Durinck. – Langt hen ad vejen er vi længere fremme end de fleste andre lande, og derfor vil mange gerne hente inspiration og høre om, hvordan det foregår i Danmark.

- Samtidig er der også meget at lære og erfare for danske farmakonomer på FIP. De får en enestående mulighed for at få kontakter på kryds og tværs – både af landegrænser, men også af arbejdsområder, fortsætter formanden.

– De seneste år har vi været en stor delegation af danske farmakonomer med flotte faglige projekter og foredrag, og jeg håber også i år på mange gode ansøgninger, siger hun.

Som deltager skal du præsentere et fagligt projekt inden for kongressens hovedtema på en poster. Posteren skal beskrive erfaringer, iagttagelser og undersøgelser, som kan inspirere farmakonomer og farmaceuter i andre lande.

Både faglig og social

Alle deltagere forventes at deltage aktivt i kongressen og blandt andet stå ved posteren i de perioder, som FIP opfordrer til, at den er bemandet. Deltagerne forventes ligeledes at deltage i de mange faglige foredrag på kongressen for at være med til at indsamle viden om den internationale udvikling i de farmaceutiske fag.

- Vi forventer, at vores deltagere er aktive og tager ansvar for at synliggøre danske farmakonomer og sætte den danske farmakonomfaglighed på verdenskortet. Blandt andet ved at deltage aktivt i debatter, komme rundt på kongressen og ved at få netværket, præciserer Christina Durinck. - Og ud over at deltage i det faglige program, har vi en forventning om, at vores deltagere er sociale og blandt andet deltager i de arrangementer, Farmakonomforeningen afholder.

Farmakonomforeningens deltagere skal også stå til rådighed for formidling af deres projekt, blandt andet i Farmakonomen, på foreningens hjemmeside og på Farmakonom Dagen.

FIP-kongressen foregår på engelsk, så du skal beherske engelsk i skrift og tale. Posteren skal præsenteres på engelsk.

Du kan læse mere om FIP og om selve kongresprogrammet på FIP’s hjemmeside.

Søg via ansøgningsskemaet

Hvis du er interesseret i at præsentere en poster, skal du udfylde dette Ansøgningsskema


Udfyld ansøgningsskemaet og send ansøgningen senest 1. marts 2020. Ansøgerne vil meget hurtigt herefter få svar, om de er blandt de heldige.

Farmakonomforeningen yder som udgangspunkt støtte til rejse- og opholdsudgifter samt kongresgebyr.

For at få dækket dine udgifter er det en forudsætning, at dit posterprojekt efterfølgende godkendes af FIP.

Nyt: Gode tilbud til projektmagere

For at klæde potentielle FIP-deltagere så godt som muligt på til at deltage med et projekt på FIP har vi – som noget nyt - i samarbejde med Pharmakon udarbejdet en række tilbud til jer, der gerne vil til FIP. Se herunder:

  • Vælg et godt projekt

    45 minutters webinar, som understreger de vigtigste aspekter ved valg af projekt. Webinaret afholdes 25. februar 2020 kl. 11.45-12.30 og vil herefter være tilgængeligt for alle medlemmer indtil slut marts 2020. Linket til webinaret er: http://pharmakon.adobeconnect.com/farmakonomforeningen/

    Linket aktiveres først ca. 15 minutter, før webinaret begynder.

  • Skriv et abstract

    30 minutters læringsvideo for FIP-deltagerne med de vigtigste pointer, når du skal udarbejde et abstract. Der vil også være mulighed for at sparre med Pharmakon om projekt og abstract herunder upload til FIP og engelsk korrektur. Læringsvideoen er tilgængelig i marts 2020. FIP-deltagere får direkte besked om tilmelding.

  • Udarbejd en poster til præsentation

    To timers workshop i Farmakonomforeningen for FIP-deltagere om at udarbejde en god poster med god balance mellem tekst og figurer. Der vil også være mulighed for sparring på posterindhold og korrektur på engelsk tekst. Workshoppen afholdes ultimo maj. Pharmakon sørger for tryk af posteren i to eksemplarer og 50 handouts. Der dækkes udgifter til transport for deltagerne – og for ansatte på privat apotek tilbydes også refusion for tabt arbejdsfortjeneste. FIP-deltagere får direkte besked om tilmelding.

  • Introduktion til FIP

    30 minutters webinar med intro til FIP herunder til FIP app, program, hvordan det er at være på kongres og interessante aktiviteter på FIP Sevilla 2020. Webinaret afholdes ultimo august. FIP-deltagere får direkte besked om tilmelding.


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail til: raadgivning@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning