Farmakonom i orkanens øje

Tanja Dinesen Skudstrup er farmakonom og arbejder på Region Hovedstadens apotek, hvor hun har været tilknyttet intensivafdelingen på Rigshospitalet siden 2003. Hun fortæller om perioden, hvor de første coronatilfælde blev konstateret herhjemme, og hvor bekymringen for en epidemi voksede:

- Lægerne var dybt bekymrede over udviklingen. Når man arbejder på intensivafdelingen, er det samtidig meget tydeligt, at den virkelighed, vi oplever, er foran de data, der bliver talt om i medierne.

Den faglige bekymring var stor, men erkendelsen var ikke rigtig nået ud i befolkningen, og selvom der var enkelte tiltag, var det stadig småt med samfundsreaktion.

- I ugen op til nedlukningen var folk i Danmark som helhed ikke rigtig klar over, hvad vi stod over for – indtil data kom rundt i systemet. Så det var en stor lettelse, da nedlukningen blev meldt ud.

Kriseberedskab i omdrejninger
På Rigshospitalet var man gået i gang. Medarbejderne var gået til ledelsen med bekymringerne og havde meldt, at de troede at det ville blive alvor, og at det var nu.

- Ledelsen har altid været lydhøre over for, hvad vi oplever i klinikken. Så der gik det praktiske arbejde i gang.

Tanja Dinesen Skudstrup er vant til at skulle være på forkant med, hvad der kan blive brug for på intensivafdelingen. For her er der altid et stort flow af lægemidler. Men selvom hun har mange års erfaring at trække på, så er COVID-19 nyt farvand. Som hun siger:

- Vi er selvfølgelig vant til at gætte og skyde os ind. Men ikke i så stor en størrelsesorden, som det vi skal nu.

Hvad gør man med en ukendt sygdom?
Fordi der er tale om en sygdom, som der endnu ikke er behandling for, så samlede de på erfaringer andre steder fra. Hvilke symptomer får patienterne, hvad har haft effekt?

Over telefonen gennemgår hun måden opgaven blev grebet an på:

- Det første, vi i den forbindelse spurgte os selv om på apoteket, var: Hvilken medicin skal patienterne have? Hvad kan vi forestille os, at vi får brug for? Så vi lænede os op af erfaringerne fra de rapporter, vi fik. Vi hørte, at mange kom i dialyse. Vi hørte, at mange fik hjerteproblemer. At der ville være brug for blodtryksregulerende medicin og for hjertestimulerende medicin. Det blev hurtigt et spørgsmål om at sikre forsyninger, at sikre produktion. At få meldt tilbage til logistik og produktion om hvad vi forestiller os, at der er brug for, og hvad der eventuelt skal produceres.

Ny fløj indrettet til corona-patienter
Store dele af indsatsen i forhold til COVID-19 handler om at sikre, at intensivafdelingerne er rustet til at tage mod patienter. Kapaciteten har skullet udvides. På Rigshospitalet stod det hurtigt klart, at Nordfløjen skulle tages i brug. Den nyopførte bygning var allerede blevet indviet af Dronningen, men efter indvielsen blev der opdaget en vandskade, som skulle udbedres. Da corona-virussen begyndte at sprede sig i Danmark, var bygningen endnu ikke taget i brug.

I den første tid fokuserede Tanja Dinesen Skudstrup på hvilken medicin, der skulle sikres forsyninger af. Med Nordfløjen i spil skulle der oveni det stadige medicinflow også indrettes medicinrum. Hun fortæller:

- Her er det en anden form for praktik, der går i gang. Vi fik brug for at indrette tre medicinrum. I Nordfløjen er der to etager med plads til 30 patienter på hver. Samtidig med intensivafdelingerne rykkede der også en infektionsmedicinsk afdeling ind. Det var til patienter, der ikke var i intensiv behandling, og til dem der var kommet ud fra intensiv. En slags ind- og udslusningsafdeling.

Hun fortsætter: 

- Covita Intensiv afsnittet kom op at køre med dét, der er brug for, og vi har kørt med ekstra kapacitet. Derfor er det blevet besluttet midlertidigt at lukke afsnittet. Men vi kan hurtigt åbne igen. Det er positivt, at vi kan omstille os sådan.

For som hun siger:

- Her i Danmark har vi jo heldigvis gjort, som vi fik besked på. Det kan lige nu mærkes her hos os.

En stærk fælles indsats
Tanja Dinesen Skudstrup understreger igen og igen, at tingene udvikler sig time for time. At de pæne tal er afhængige af, hvad vi hver især gør. Men samtidig er der også både en lettelse at spore hos hende over, at afdelingen er kommet godt fra start. Og faglig stolthed på hele hospitalets vegne:

- Vi kan det der med beredskab, når vi skal!

Hun er meget tydelig i mælet, når hun taler om, hvad det indtil videre har krævet: det er den samlede indsats, der har gjort, at det har kunnet lade sig gøre:

- Det hele foregår ekstremt tværfagligt. Alle bidrager med deres kompetencer og erfaringer. Uanset faggruppe. Det har krævet en total omstrukturering og en enorm indsats fra alle. Alle er rykket op med rode og sat i nye potter. Det kræver sit. De kompetencer, hver kollega har, er kommet frem i lyset - og der er blevet trukket store veksler på dem. Det er en ekstrem stærk holdindsats. Personligt er jeg på en måde blevet mere håbefuld. Det havde jeg nok ikke troet muligt at blive i en så svær situation, slutter hun.