Tabt voldgiftssag om sygdomsbestemmelse på privat apotek

Den 6. november 2019 blev der gennemført en voldgiftssag, som Farmakonomforeningen havde anlagt mod Danmarks Apotekerforening.

Den handlede om fortolkning af sygdomsbestemmelsen i overenskomsten mellem Farmakonomforeningen og Danmarks Apotekerforening.

Mandag den 9. december modtog vi afgørelsen, og desværre valgte opmanden at tolke til fordel for Danmarks Apotekerforening.

Uenigheden handlede om tolkning af sygdomsbestemmelsen, som siger, at

”Farmakonomer, der har haft ansættelse på apoteket i mindst 6 måneder – eventuel arbejdsledighed i op til 6 måneder regnes for ikke-eksisterende - kan først opsiges efter 5 måneders sygdom. Opsigelsesvarslet er det individuelle opsigelsesvarsel. ”

Kendelsen betyder, at du beskyttes mod opsigelse under sygdom i op til 5 måneder. Men du er ikke beskyttet mod opsigelse på grund af sygdom, når du vender rask tilbage på arbejdet. Med andre ord: du kan opsiges på grund af sygdom, selvom du ikke har været syg i 5 måneder – hvis du vel at mærke er raskmeldt på opsigelsestidspunktet.

- Med kendelsen mister du som farmakonom beskyttelsen mod opsigelse på grund af sygdom, ligeså snart du er raskmeldt. Det er en rigtig ærgerlig afgørelse, som har den konsekvens, at medlemmerne skal være sikre på, at de er helt raske, førend de genoptager arbejdet, siger formand Christina Durinck.

- Dengang sygdomsbestemmelsen blev aftalt, var det fysiske sygdomme som cancer, hofteoperationer osv., der var de hyppige. Men sygdomsbilledet har ændret sig. I dag er det hovedsagelig sygdomme relateret til en travl og stresset hverdag, som er de primære. Og ved disse sygdomme ser vi, at mange medlemmer i dag kommer tilbage på arbejdet førend de er 100 procent på toppen – alene af hensyn til arbejdspladsen og kollegaerne. Det hensyn kan vi med dagens kendelse ikke anbefale, fordi man så ikke vil være beskyttet mod at blive afskediget på grund af sygdom, slutter formanden.

Sekretariatet vil nu læse afgørelsen grundigt igennem og drøfte den med foreningens advokater, førend vi vender tilbage med mere konkret information om, hvilke konsekvenser det vil få for medlemmerne.


Emneord

Få rådgivning

Foreningen står klar til at hjælpe

Få sparring med en konsulent i Farmakonomforeningen. Kontakt os på tlf. 3312 0600 eller send en mail til: raadgivning@farmakonom.dk

Læs mere
Rådgivning