Din løn afhænger af mange forhold både som menig medarbejder eller leder, hvis du er ansat i en privat virksomhed. Det er vigtigt, om du alene er ansat på en individuel kontrakt eller er dækket af en overenskomst.
Lønelementer
Der findes mange forskellige lønelementer, der kan være i spil i en privat virksomhed.
- Fast løn
- Bonus
- Pension
- Ferietillæg
- Andre goder f.eks. fri bil
*se mere under afsnittet overenskomstansat, hvis du er ansat med henvisning til en overenskomst.
Lønforhandling for privat ansatte
Der er stor forskel på hvordan der lønforhandles i private virksomheder, og det er derfor vigtigt først og fremmest at undersøge, hvad der gør sig gældende på din arbejdsplads.
Mange virksomheder har en lokal lønpolitik, hvor proceduren for lønforhandlinger er beskrevet. Lønpolitikken kan også indeholde information om, hvad der særligt lægges vægt på.
Hvad forhandler I om?
Det er oftest den samlede løn, som man forhandler om i virksomheden. Ferietillæg og pension er ofte fastsatte generelt for virksomheden, men hvis du er ansat i en mindre virksomhed, kan der også være mulighed for at forhandle om disse elementer.
Bonus
Når du forhandler din løn, kan det være værd at overveje fordele og ulemper ved fast løn sammenlignet med bonusordninger. Begge modeller har deres styrker, og valget afhænger af din præference for økonomisk sikkerhed eller incitament til præstationsbaseret belønning.
Bonusordninger giver mening, når der er balance imellem en solid fast løn kombineret med en realistisk bonus, hvor betingelserne er tydeligt beskrevet.
Farmakonomforeningen har i september 2024 sendt et spørgeskema til alle privat ansatte. De blev blandt andet spurgt til, om de har fået bonus det seneste år. I alt 35% svarede ja til dette. Du kan se, hvor meget der blev hentet ind i bonusser i lønstatistikken.
Personalegoder
Personalegoder kan spille en afgørende rolle i din samlede lønpakke og bidrage til din arbejdsglæde. Her er nogle af de goder, du kan overveje at forhandle:
- Flexible arbejdstider og hjemmearbejde.
- Sundhedsforsikring
- Internet og telefon
- Abonnementer f.eks. fitnessabonnementer, magasiner, relevante netværk eller klubber.
- Firmabil, fri bil eller kilometergodtgørelse. Hvis din stilling kræver, at du kører ud til kunder eller andre samarbejdspartnere, er det værd at overveje hvordan dette honoreres.
- Transport og parkering. Hvis du pendler til arbejdet, kan personalegoder som gratis parkering, transportgodtgørelse eller rabat på offentlig transport gøre en stor forskel.
Få styr på skat
Vi anbefaler, at du undersøger de skattemæssige konsekvenser forbundet med forskellige personalegoder. Farmakonomforeningen kan ikke rådgive om personlige skatteforhold.