Løn på privat apotek

Når du arbejder på privat apotek er både din grundløn, din pension og nogle tillæg bestemt i overenskomsten, så du er sikret et vist lønniveau. Men der er stadig nogle lønelementer, der er op til forhandling. Det kan du læse mere om her.

Oesterbro Apotek 78

Lønnen på privat apotek består af:

  • Grundløn (såkaldt skalaløn)
  • Arbejdstidsbestemte tillæg
  • Seniortillæg og ledertillæg
  • Lokale tillæg og engangsvederlag (bortfalder 1.4.25)
  • Personlige tillæg og bonus
  • Pension
  • Ferietillæg på 1,5%

Her på siden kan du læse mere om de forskellige lønelementer, lønforhandling på privat apotek og dykke ned i lønstatistikken, hvor vi også har undersøgt, hvor meget farmakonomer tjener på at løse forskellige opgaver som receptur-, dosis-, hudplejeansvar og meget andet.  

Det består lønnen af på privat apotek

  • Skalaløn

    Grundlønnen på privat apotek udgøres af en skalaløn, der beregnes på baggrund af anciennitet.

    Skalatrinene 1-7 er toårige med undtagelse af trin 4, som er fireårigt, og trin 7, som er otteårigt. Indplacering på trin 8 sker efter 20 års lønanciennitet. Der optjenes fuld anciennitet ved ansættelse i mere end halv tid (80 t/måned).

    Skalaløn på privat apotek pr 1. april 2024

    Løntrin

    Løn inkl. egetbidrag Løn eksl. pension Pensions i alt 17% Løn inkl. pension
    1 31.538 29.751 5.361 35.112
    2 32.006 30.193 5.441 35.634
    4 32.836 30.976 5.582 36.558
    5 33.445 31.550 5.686 37.236
    6 33.844 31.927 5.754 37.680
    7 34.618 32.656 5.885 38.542
    8 36.093 34.048 6.136 40.184
    def. 32.150 30.328 5.465 35.794

    Lønnen bliver reguleret i henhold til overenskomsten og reguleres typisk årligt 1. april og igen 1. oktober. Begyndelseslønnen pr. 1. april 2024 er 31.538 kr. om måneden.

    OBS: Der gives anciennitet for beskæftigelse, hvor farmakonomuddannelsen har været en forudsætning eller en fordel for udførelsen af hovedparten af arbejdet. Det betyder, at du får anciennitet for ansættelse som farmakonom på for eksempel sygehusapotek, i lægepraksis eller i en medicinalvirksomhed. Du skal selv oplyse din tidligere erhvervserfaring ved at udfylde et anciennitetsskema i forbindelse med din ansættelse. Dette er især vigtigt, hvis du ikke kommer direkte fra en anden ansættelse på privat apotek.

  • Arbejdstidsbestemte tillæg

    Du er berettiget til tillæg for arbejde på særlige tidspunkter, skemaændring og overtid. Det kan du læse mere om på siden arbejdstid på privat apotek.

  • Seniortillæg

    Udover skalalønnen indeholder overenskomsten et centralt aftalt seniortillæg, som er aldersafhængigt. Det tildeles fra den måned, hvor du opfylder betingelsen.

    Tre år før den gældende folkepensionsalder ydes et månedligt tillæg på 1.690 kr.

    Tillægget forhøjes til 3.379 kr. den måned, hvor du når folkepensionsalderen.

    For deltidsansatte reduceres tillægget i forhold til arbejdstiden (1.4.24).

    Overenskomsten indeholder også aftaler om faste tillæg til ledere, som du kan læse mere om under afsnittet Leder.

  • Leder tillæg

    Filialledertillæg  på 4.545 kr. skal ydes til farmakonomer med ledelsesansvar for en filial (1.4.24).

    Souscheftillæg 5.922 kr. skal ydes til farmakonomer med særligt ledelsesansvar på apoteket (1.4.24).

    Disse tillæg er fast aftalte i overenskomsten, og er derfor i princippet ikke til forhandling; opfylder du betingelserne, skal du have tillægget. Begge tillæg er pensionsgivende og faste uanset ansættelsesgrad/timetal.

    Som farmakonom med ledelsesansvar er det vigtigt at have en forhandling og en tydelig afklaring af ledelsesansvaret og den tilhørende løn, da der ikke er en skarp definition af en filialleder eller souschefs opgaver og ansvar, idet disse helt naturligt vil variere fra apotek til apotek.

  • Elev løn

    Som farmakonomelev får du løn under uddannelse.

    Lønnen følger den gældende overenskomst mellem Farmakonomforeningen og Danmarks Apotekerforening. Oprykning til næste løntrin sker den 1. august.

    studieår månedsløn
    1 14.238
    2 15.215
    3 16.230

    Det er muligt at forhandle om løntillæg med apoteket, om end det er meget sjældent, at elever har faste løntillæg.

    Overenskomsten indeholder også bestemmelser om arbejde på særlige tidspunkter, overarbejde m.m. Det kan du læse mere om her

     

Tillæg
Her kan du læse mere om hvilke typer tillæg, der bliver forhandlet om på privat apotek, og dykke ned i hvilke begrundelser andre har for deres tillæg.

  • Lokale tillæg (indtil 1. april 2025)

    Ud over skalalønnen kan der forhandles lokale tillæg og engangsvederlag. Det er tillidsrepræsentanterne, der forhandler lokal løn på vegne af alle farmakonomer. Med overenskomsten for 2024 har medlemmerne stemt ja til at gøre lokal løn til skalaløn, så midlerne der hidtil har været reserveret til lokal løn, flyttes til skalalønnen. Lokal løn, som den kendes i dag, udgår med virkning fra 1. april 2025, hvor alle månedlige lokale tillæg bortfalder uden yderligere varsel. Samtidig stiger alle skalatrin med 1.700 kr. per måned. Hvis der den 1. april 2025 er en rest af lokale lønmidler, som ikke er udbetalt som månedlige tillæg, vil beløbet blive fordelt ligeligt imellem de ansatte på apoteket, som engangsvederlag.

  • Personlige tillæg

    Du kan aftale ét eller flere personlige tillæg direkte med din apoteker. Der kan være mange begrundelser for personlige tillæg. De kan være knyttet op på bestemte funktioner eller kvalifikationer, eller dine personlige kompetencer og indsats, eller aftales i forbindelse med rekruttering eller fastholdelse.  

Lønpolitik
Nogle apoteker har en lønpolitik, som kan indeholde de overordnende principper og rammer for løn på apoteket. Herunder hvornår de årlige lønforhandlinger finder sted, og hvad proceduren er i forbindelse med lønforhandlingen. Der kan også være formuleret krav og værdier, som der lægges særlig vægt på lokalt. Visse steder kan lønpolitikken også indeholde aftalte faste tillæg for bestemte ansvarsområder, lokationer eller arbejdstider. Lønpolitikken drøftes i samarbejdsudvalget eller på personalemøder, og er som regel udviklet i samarbejde mellem apoteker og tillidsrepræsentant.

Hvad får andre farmakonomer tillæg for?
Farmakonomforeningen har i efteråret 2024 udsendt et spørgeskema til alle medlemmer ansat på privatapotek, hvoraf 806 har besvaret undersøgelsen, som blandt andet giver et overblik over hvilke funktioner og ansvarsområder, der hyppigst udløser lokale tillæg og personlige tillæg. Undersøgelsen viser, at 81% har lokale tillæg og 33% har personlige tillæg.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at når midlerne fra lokal løn omfordeles til skalaløn i april 2025, vil de fleste af disse tillæg bortfalde. Oversigten her giver således et indblik i fordelingen i september 2024, og kan tjene som baggrundsinformation og viden om, hvilke områder der typisk har været enighed på apoteker om at honorere særskilt.

  • Arbejdstidsbestemte tillæg fra lokal løn

    Spørgeskemaundersøgelsen viser, at 93 af de adspurgte får tillæg fra lokallønpuljen, som er forbundet til arbejdstiden, herunder lukkevagter, weekendvagter m.v.. Kun 5 får personlige tillæg i denne kategori.

    Tillæg baseret på en bestemt arbejdstid eller eventuelt bestemte lokationer, f.eks. en fjernt liggende filial eller alene-arbejde på et udsalg, vil oftest være aftalt lokalt for alle farmakonomer på apoteket, da det umiddelbart ville synes uretfærdigt at differentiere lønnen for en funktion, som objektivt set er den samme. Når lokal løn bortfalder, ville sådanne aftaler forsat kunne indgås, f.eks. som del af en lønpolitik.

    Samtidig er det ikke udelukket, at man individuelt ville kunne forhandle et personligt tillæg for at påtage sig arbejde i et udvidet omfang på lokationer eller tidspunkter, som er mindre attraktive.

  • Ansvarsområder og funktioner

    Tillæg for en række funktioner/ansvarsområder ligger typisk i størrelsesordenen 500 til 1.500 kr. per måned. For dem alle gælder, at de findes både som lokale tillæg og som personlige tillæg. Disse ansvarsområder inkluderer (rangordnet efter hvad der forekommer hyppigst/er flest der får):

    • Dosisansvar
    • Logistik
    • Elevansvar (coach/uddannelsesansvar)
    • Tillidsrepræsentant/Arbejdsmiljørepræsentant
    • Specialfaglige funktioner (f.eks. TPI, rygestop, vaccinatør)
    • Skranke
    • Produktgruppe ansvar (herunder håndkøb, hudpleje, kosttilskud, veterinær m.v.)
    • Administration (herunder bogføring og IT)
    • Sociale Medier
    • Receptur/forsendelse
    • Kvalitetsarbejde

    Derudover er der en række andre ansvarsområder og opgaver, som typisk udløser højere tillæg i størrelsesordenen 1.000 til 7.000 kr. per måned. De gives både som lokale tillæg og personlige tillæg. I den højeste ende er de personlige tillæg, som er forbundet med ledelsesansvar. Begrundelserne inkluderer:

    • Kampagne/kædeansvarlig
    • Anden ledelse (f.eks. salgsansvarlig)
    • Filialansvar/butikschef
    • Skema
    • Personaleledelse
  • Fokus på personlige kompetencer

    Udover at mange bliver honoreret med tillæg for særskilte ansvarsområder, er der også en andel, som får tillæg for deres personlige kompetencer (herunder fleksibilitet, kundeservice, effektivitet, fastholdelse og rekruttering); 10% får i gennemsnit 1.100 kr. fra lokallønmidlerne og 11% får i gennemsnit 2.400 kr. i personlige tillæg i denne kategori.

    Tallene viser altså, at det især er de personlige tillæg for en særlig indsats og kvalitet som farmakonomer lykkes med at forhandle. Tallene peger nemlig på at ca. en tredjedel af de personlige tillæg netop tildeles på baggrund af, hvad vi samlet set kalder de personlige kompetencer.

    Så når du skal forhandle din løn, handler det altså ikke kun om de særlige opgaver eller ansvarsområder, som du har, men i mindst ligeså høj grad om at sætte fokus på den indsats og de resultater, du leverer i dit daglige arbejde som farmakonom. Læs mere om hvordan du forhandler løn på vores lønforhandlingsside.

  • Engangsvederlag og bonus

    Spørgeskemaundersøgelsen viser, at 138 af de 806, som har svaret, har modtaget engangsvederlag fra lokal løn puljen mellem september 2023 og september 2024. Størstedelen har fået dem i forbindelse med en ligelig fordeling imellem alle farmakonomer på apoteket, og mange har fået tillæg i forbindelse med vaccinationsindsatsen.

    Fra spørgeskemaet på privat apotek

      Gns. 25% fraktil Median 75% fraktil
    Engangsbeløb i kr. 3.320 1.000 2.500 5.000

    Endnu flere, 152 medlemmer, har fået udbetalt en personlig bonus. Også de personlige bonusser er ofte delt ligeligt ud til alle farmakonomer, og mange er udbetalt i forbindelse med vaccinationsindsatsen. Det er værd at bemærke, at personlige bonusser typisk er væsentligt højere end de engangsbeløb, der udbetales via lokal løn puljen.

    Fra spørgeskemaet på privat apotek

      Gns. 25% fraktil Median 75% fraktil
    Bonus i kr. 8.908 2.211 5.000 10.000

    Generelt at det mere fordelagtigt med en fast løn fremfor bonus, fordi fast løn sikrer økonomisk stabilitet og forudsigelighed, hvilket gør det lettere at planlægge ens privatøkonomi. Samtidig er det selvfølgelig stadig attraktivt med en ekstra bonus, når der er ekstraordinære omstændigheder. Hvis bonusordninger er en del af dit apoteks lønpolitik, anbefaler vi, at der er så klare og tydelige rammer som muligt. Det skaber forudsigelighed og formindsker usikkerheden blandt kollegaerne.


Emneord