Er du på vej i nyt job eller skal du ”bare” forhandle løn i dit nuværende job? Så læs med her.
Det er en overvindelse for mange at skulle forhandle løn. Hvis du er ansat på en individuel kontrakt, skal du selv forhandle alle dine vilkår og din løn. Men også på privat apotek og i det offentlige er der mulighed for at forhandle individuelle tillæg og en række andre forhold. Du kan desuden få brug for at klæde din tillidsrepræsentant (TR) på til en lokal forhandling.
Vi har i vores lønstatisk for 2024 blandt andet undersøgt lønforskelle på de privatansatte farmakonomer, som har forhandlet deres løn indenfor det sidste år. Tallene fra privatapotek viser, at de, der har forhandlet løn indenfor det seneste år, i gennemsnit får 15.000 kr. mere om året i faste tillæg årlig, end de som ikke har haft en forhandling (personlige tillæg og lokal løn). Data for de øvrige privatansatte, som har besvaret undersøgelsen er befæstet med større usikkerhed, fordi der er større forskel imellem stillingstyperne, men også her ser vi en tendens til, at de, der har forhandlet løn, har en højere løn, end de der ikke har. Det er især udtalt blandt medlemmer med kortest anciennitet.
Lønforhøjelser kommer nemlig sjældent af sig selv. Som vores tal tydeligt viser, så giver det ofte kontante resultater, hvis du tager en forhandling.
Derfor er det vigtigt, at du overkommer eventuelle barrierer for at forhandle din løn – og at du går velforberedt til din lønforhandling.
Her kan du læse en række råd til, hvordan du får en god forhandling. Rådene kan hjælpe dig med at opbygge en stærk og overbevisende argumentation for en lønforhøjelse, samtidig med at du bevarer en god relation til din arbejdsgiver. Det er en bred samling af råd og overvejelser, og du må selvfølgelig plukke de elementer, der giver mening for dig.
Vi afholder også løbende webinarer om lønforhandling. Dem finder du i kalenderen.
Står du overfor en lønforhandling, kan du også kontakte os på mail raadgivning@farmakonom.dk eller på telefon 3312 0600. Vores konsulenter kan hjælpe dig med at forberede dig lønforhandlingen – uanset om du er på vej i nyt job eller skal forhandle løn i dit nuværende job.