Overenskomst for farmakonomer på Færøerne

Du kan som farmakonom frit rejse til Færøerne og søge arbejde eller søge arbejde hjemmefra og tage til Færøerne derefter.

Færøerne er en del af det danske Rigsfællesskab, men har selvstyre.

Hvis du bliver ansat på Færøerne, skal du derfor være opmærksom på, hvilke regler der er gældende for dig ansættelsesforhold. Eksempelvis gælder funktionærlov, ferielov med videre ikke for Færøerne, som har egen ansættelsesretlig lovgivning.

Løn og vilkår på Færøerne

  • Overenskomster og aftaler

    Farmakonomforeningen har overenskomst med Landsstyret. Overenskomsten forhandles med det færøske finansministerium.

    Overenskomsten med Landsstyret

    Den er gyldig fra 1.10.2022 - 30.9.2025.

    Desuden har Farmakonomforeningen i fællesskab med Landsapotekeren udarbejdet:

    Vejledning om farmakonomers rettigheder i forbindelse med graviditet, barsel og adoption

    Vejledningen er en fortolkning af reglerne i den færøske barselslovgivning og til overenskomstens barselsrettigheder. Vejledningen er fra august 2006. Farmakonomforeningen er sammen med Finansministeriet ved at opdatere vejledningen, så den er i overensstemmelse med de ændringer, der har været siden.

  • Ansættelse som farmakonom på Færøerne

    Der er flere ansættelsesmuligheder for farmakonomer på Færøerne. De fleste bliver ansat på et af de fire apoteker på Færøerne: Tjaldurs, Klaksvik, Tvøroyri og Runavík. Tjaldurs Apotek i Thorshavn fungerer både som privat apotek og sygehusapotek. Man kan også ansættes direkte hos Landsapotekeren, der ud over at være den øverste leder for apoteksverket på Færøerne også fungerer som lægemiddelstyrelse, eller i produktionen, der er tilknyttet landsapotekeren.

    Ansættelsesforholdene er reguleret af overenskomsten mellem Farmakonomforeningen og det Færøske Finansministerium Fíggjamálaráðið.

  • Rabataftaler for dig som medlem

    Som medlem på Færøerne er du omfattet af Starvsfelagiðs rabataftaler. Du kan få et rabatkort, som du skal fremvise, når du skal have rabatten. Du kan læse mere og se listen over steder der giver rabat her:

    Se rabatterne her

  • Rejse til Færøerne og bopæl

    Farmakonomer kan frit rejse til Færøerne for at arbejde og behøver ikke hverken arbejdstilladelse eller opholdstilladelse. Man skal dog meddele flytning til den kommune, man flytter til, hvis man har ophold ud over 180 dage.

    Hvis man har arbejde i mere end 180 dage, skal man have et færøsk personnummer (P-tal). P-tallet fås ved henvendelse til den relevante kommune på Færøerne.

    Hvis man arbejder på Færøerne i mindre end 180 dage og dermed ikke melder flytning, får man via arbejdsgiver et såkaldt pseudo P-tal til brug for beskatning.

    Apoteket kan som regel hjælpe med at finde en bolig på Færøerne.

  • Løn og tillæg

    Lønnen for farmakonomer på Færøerne er bygget op omkring den enkeltes anciennitet. Derfor er det vigtigt, at den enkelte farmakonom kan dokumentere sin anciennitet. Læs mere om din løn på Færøerne her

  • Pension

    For farmakonomer ydes 15 pct. arbejdsgiverpensionsbidrag og for defektricer ydes 12,5 pct. arbejdsgiverpensionsbidrag.

    Der gælder særlige regler for indbetalingen af pensionsbidraget. Du kan kontakte Farmakonomforeningen for yderligere information og vejledning.

  • Skatteforhold

    Alle, der arbejder på Færøerne, er skattepligtige. For at kunne modtage løn skal man have en bankkonto i en af de fire færøske banker.

  • Arbejdstid

    Normal arbejdstid på Færøerne er 40 timer. Arbejdstiden er inklusiv en halv times frokostpause.

  • Barsel

    En kvindelig farmakonom har i forbindelse med graviditet ret til fravær uden løn, men med ret til barselsdagpenge, når der er 4 uger til forventet fødsel. Regnet fra fødselstidspunktet har man ret til 24 ugers fravær med løn.

  • Ferie

    Farmakonomer, der bliver ansat på Færøerne, har ret til ferie med løn i henhold til overenskomsten. Dette betyder, at man har ret til fem ugers ferie med løn.

    Nyuddannede farmakonomer, der ansættes på Færøerne inden for en måned efter endt uddannelse, oppebærer ferie med almindelig løn fra ansættelsens start.

  • Fridage

    Farmakonomer på Færøerne har fri Skærtorsdag, Langfredag, 2. påskedag, Store Bededag, Kristi Himmelfartsdag og 2. pinsedag.

  • A-kasse

    Medlemskab af den Færøske arbejdsløshedsforsikring er tvungen. Der findes kun en a-kasse på Færøerne benævnt Arbeiðsloysisskipanin, (ALS), som også er den færøske arbejdsformidling. Alle lønmodtagere mellem 16 og 67 år bliver obligatorisk medlemmer i kraft af at være lønmodtagere. Vi anbefaler, at man kontakter FTFa Udland med henblik på at få udførlig vejledning, før man rejser til Færøerne.

    Kontakt FTFa Udland

     


Emneord