Den uopfordrede ansøgning: træd ud af din comfortzone og vær med til at skabe dit eget (drømme) job

Hvad gør man, når den helt rigtige stilling bare ikke bliver slået op? Svaret behøver ikke være vente eller gå på kompromis – for med en uopfordret henvendelse og ansøgning kan du være med til at bestemme kompetencerne og skabe dit helt eget job.

Det kan være grænseoverskridende at skulle rette henvendelse til en mulig arbejdsgiver og sende en uopfordret ansøgning. Og for mange af os kræver det, at vi træder et godt stykke ud af vores comfortzone – for hvad nu hvis virksomheden slet ikke mangler medarbejdere eller man trænger sig på? Sådanne tanker er helt normale, men faktisk er fordelene ved at søge uopfordret så mange, at det ofte slet ikke betaler sig at lade være.  

Prøv at tænke på din uopfordrede ansøgning som en ”uopfordret henvendelse”. Det kan måske fjerne lidt af presset for, at det skal ende med et jobtilbud. I virkeligheden handler en uopfordret ansøgning i første omgang om, at skabe nysgerrighed og rum for en god dialog mellem dig og den potentielle arbejdsgiver. Den uopfordrede henvendelse kan derfor sagtens starte med en opringning eller ved at spørge om man kan komme forbi til en kop kaffe.

Du bestemmer kompetencerne

Som farmakonomuddannet har du mange kompetencer, og med garanti også nogle der rækker ud over de fagspecifikke. Det kan være, at du har interesser for ledelse, undervisning eller noget tredje, der vil være relevant for stillingen. Ved at henvende dig til en mulig arbejdsgiver, får du mulighed for at lægge vægt på lige præcis de kompetencer og erfaringer, som du vil sætte i spil i et nyt job. Samtidig giver den uopfordrede ansøgning dig mulighed for at søge job, lige hvor du har lyst – her er det kun fantasien, der sætter grænser.

Den uopfordrede ansøgning og henvendelse har også helt automatisk en signalværdi, der fortæller noget om dig som menneske; nemlig at du er i stand til at vise mod, initiativ og handlekraft. Kvaliteter, de fleste arbejdsgivere sætter pris på. Når du søger uopfordret, havner du desuden ikke i en bunke af ansøgninger, hvor kravet om at skille sig ud er ekstra skærpet.

Du viser motivation og sparer arbejdsgiver penge

Mange arbejdsgivere bruger meget tid og ressourcer på at finde de rette medarbejdere. Penge og tid, der kan spares, når du sender dem en uopfordret ansøgning eller henvender dig uopfordret.

Når du sender en uopfordret ansøgning, sender du samtidig et stærkt signal om, at du specifikt har valgt den pågældende virksomhed, og derfor selvsagt er top-motiveret for at arbejde lige netop dér. Det i sig selv er en god start på den dialog, som en jobsøgningsproces udgør.

Før du sender – research og vis hvad du kan

Før du sender din uopfordrede ansøgning, er det vigtigt, du sikrer dig, at den kommer frem til den rigtige person. Ring til arbejdspladsen og spørg ind til, hvem det er eller find frem til vedkommende via LinkedIn. Ellers risikerer du, at din uopfordrede ansøgning lander i den forkerte indbakke, og at ingen får den læst. Mange, lidt større virksomheder, skriver på deres hjemmeside, hvordan de behandler uopfordrede ansøgninger, herunder hvortil de skal sendes og hvor længe de gemmer dem.

Uden et stillingsopslag at gå ud fra, er du også nødt til at gøre en ekstra indsats for at finde ud af, hvordan dine kompetencer kan matche virksomhedens behov. Når du ringer til virksomheden så forbered 2-3 relevante spørgsmål, som giver dig input til at matche din profil til den situation, virksomheden er i. Tænk over at det du spørger om skal hjælpe dig til at skrive din ansøgning så du rammer plet, både i forhold til dine interesser, kompetencer og til virksomhedens behov.

Da en uopfordret ansøgning jo ikke læner sig op ad et stillingsopslag, skal det desuden være helt tydeligt, hvilken type opgaver du kan løse, og hvilken slags stilling du søger. Jo mere præcis du er, des nemmere er det for arbejdspladsen at se dig indgå som medarbejder hos dem. Kig på virksomhedens hjemmeside, se hvem der er ansat på LinkedIn eller forhør dig hos venner eller bekendte der arbejder indenfor samme branche eller område.

Se her for flere tips, råd og eksempler på hvordan du bærer dig ad med at sende en uopfordret ansøgning

 

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med FTFa


Emneord