Tal karriereudvikling med din chef

Farmakonomen har sat forhandlingschef Mette Guldberg i stævne for at høre om, hvorfor man skal tale om karriereudvikling med sin chef – og ikke mindst hvordan man gør det.

Karriereudvikling På Arbejdspladsen

Af chefkonsulent Mette Lisbeth Johansen. Illustration: Prik.

Hvorfor skal man tale karriereudvikling med sin chef?

I løbet af arbejdslivet har de fleste behov for at udvikle sig, og den udvikling er til gavn både for dig og din chef. For det at udvikle sig er motiverende og giver arbejdsglæde - ligesom arbejdsgiveren får en dygtigere og mere kompetent medarbejder.

Nogle gange er den positive effekt – set fra arbejdsgiverens øjne – ikke så åbenlys, og chefen kan have svært ved at se, hvad det kommer dem til gode, at du ønsker udvikling. Derfor må du som medarbejder nogle gange selv sætte karriereudvikling på dagsordenen og tage teten på, at der sker noget.

Hvad gør man, hvis man gerne vil have et møde om karriereudvikling?

Det er oplagt at drøfte karriereudvikling i forbindelse med den årlige medarbejderudviklingssamtale, MUS. Her vil chefen ofte være indstillet på, at I skal tale om medarbejderudvikling, og det er et godt udgangspunkt.

Desværre oplever vi, at nogle medlemmer ikke får taget denne snak til MUS.

Hvis ikke du har fået drøftet det her, og du gerne vil tale om karriereudvikling, så kan du altid høre din chef, om der er mulighed for et 1:1-møde i den nærmeste fremtid, hvor du gerne vil tale om, hvilken retning du bevæger dig i, og hvad chefen har af ønsker og tanker om det.

Hvordan kan man sikre sig, at samtalen bliver god og konstruktiv?

Det er vigtigt, at du er klar på, hvad dine ønsker til karriereudvikling er. Har du en leder i maven? Vil du gerne specialisere dig eller være ansvarlig for et nyt område – eller noget helt tredje?

Inden du taler med din chef, skal du skal helst have styr på, hvilke muligheder, du synes, er spændende – og ikke mindst have forslag til, hvordan de kan opnås.

Kræver det fx et specifikt kursus, som du har set på, oplæring fra en kollega eller noget helt tredje?

Det er en god idé at være forberedt på at kunne svare på uddybende spørgsmål. Hvis du har konkrete ønsker til kurser, som chefen i forvejen ikke kender til, så print information om kurset, så I kan tale alle tingene igennem: Hvornår afholdes kurset? Hvad er indholdet? Og hvad koster det?

Hav gerne andre muligheder på hånden. Hvis tidspunktet fx ikke passer, er det godt at kunne foreslå et alternativ. Hvis du arbejder på privat apotek, vil chefen typisk ikke kende til kurser udenfor kæderne. Her vil printet kursusinformation være et must.

Når du er skarp på, hvad du gerne vil – og hvad det kræver at komme dertil – skal du finde de gode argumenter for, hvorfor det er en god idé, at din chef siger ja. Forbered dig rigtig godt på ”salgsargumenterne” og tag her udgangspunkt i virksomheden fremfor dig selv. Hvordan kommer dit forslag virksomheden til gode? Kan du løse en opgave bedre eller hurtigere? Vil du få en større forståelse for detailvirksomhedens drift, som kan effektivisere dine arbejdsgange – eller vil kunden/patienten få en bedre oplevelse?

Husk på, at karriereudvikling både kan handle om dine faglige kompetencer (fx din viden om en patientgruppe, en lægemiddelgruppe, eller at du er utryg ved en opgave), men også dine personlige kompetencer (fx udvikling indenfor kommunikation, undervisning eller formidling).

Hvad gør jeg, hvis chefen afviser mig eller ikke forstår mine ønsker?

Det er i sidste ende chefen, der bestemmer, hvad du skal bruge din arbejdstid på, og hvad virksomheden skal bruge sine penge på. Dine ønsker og forslag til karriereudvikling skal derfor spille sammen med chefens planer for dig.

Planerne kan du godt rykke ved med gode input og forslag, men det er vigtigt, at du altid har for øje, om dine ønsker matcher med din chefs prioriteringer, for I skal begge være tilfredse med de planer, som I lægger.

Hvis ikke chefen er det, så mærk efter i maven. Kan du finde på andre ønsker til udvikling, som din chef vil kunne forstå og støtte op om?

Hvis det er svært at skabe enighed om udviklingsmål på et møde, så overvej, om du har brug for at fortsætte drøftelsen en anden dag. Der er ingen, der siger, at man skal være færdig på ét møde. Måske en pause kan give dig mulighed for at finde nye alternativer og give chefen mulighed for at tænke lidt mere over dine forslag.

Hvis du brænder for en helt specifik karrierevej, som ikke kan imødekommes på din nuværende arbejdsplads, så overvej, om de kan indfris ved at søge job på en ny arbejdsplads, hvor en chefs behov matcher dine ønsker mere. Det gælder også, hvis du har en chef, som generelt ser negativt på medarbejderudvikling og er bange for, at en investering i din udvikling fører til jobskifte. Her bør du overveje, hvor vigtig karriereudvikling er for dig, og om din arbejdsglæde kan højnes på en anden arbejdsplads.

Hvad vil du i din karriere som farmakonom?

De fleste har brug for at udvikle sig løbende. Udvikling skal ikke ses som at blive forfremmet. Det kan det godt betyde, men det kan også være at specialisere sig i et nyt fagområde eller få nye opgaver


Emneord