Hvis du har tanker om ændringer i dit arbejdsliv, kan du her få hjælp til, hvordan du kan blive klar på, hvad der skal ændres, og hvordan du gør det.
Det er ganske naturligt, at der kan opstå tanker om prioriteringer og valg - også i dit arbejdsliv som farmakonom. Mange bruger fx nytåret eller sommerferien til at kigge tilbage på arbejdet det seneste år, og måske opstår der nye drømme for, hvad der skal ske det kommende år. Det kan være ønsker om alt fra nye opgaver, en ny rolle, mere ansvar, mere tid med familien eller måske et helt nyt job.
Det er ganske naturligt - og vigtigt - løbende at overveje, om man er glad i sit arbejdsliv - og når tanker og drømme om ændringer opstår, er det en god idé at gøre noget ved dem.
Tag afsæt i tre faser
I Farmakonomforeningens karriererådgivningsteam taler vi med mange farmakonomer, som har drømme om, at der skal ske noget i deres arbejdsliv. Mange kan dog ikke helt finde ud af, hvad de gerne vil, og har svært ved at se, hvordan de kommer derhen.
Hvis du har det på samme måde, har du det ligesom de fleste. Og det er helt naturligt. Med udgangspunkt i Farmakonomforeningens jobafklaringsmodel kan du finde ud af, hvad du gerne vil, og hvordan du kommer derhen.
Foreningens jobafklaringsmodel indeholder tre faser: Afklaring, Planlægning og Handling.
Stop en halv
De fleste af os vil have en tendens til at gå direkte i ”handlingsmode”, selvom vi måske ikke er helt klare på, hvad det er, vi ønsker eller drømmer om.
Det kan være, at man søger flere tilfældige farmakonomjobs, eller at man siger ja tak til en ny opgave fra sin leder, uden at overveje om det fagligt er det, som man faktisk vil.
I stedet for at gøre det, så anbefaler foreningens karriererådgivere, at du stopper op og tager dig god tid til både at blive mere afklaret og ikke mindst til at planlægge den bedste vej til det, du gerne vil ændre. Det hjælper modellen dig med.
Afklar – stil dig selv spørgsmål
I afklaringsfasen er målet, at du skal lære dig selv bedre at kende og mærke efter, hvad der gør dig glad i dit arbejdsliv. Det kan du blive mere klar på ved at udvide dit perspektiv omkring, hvilke muligheder du har, og stille dig selv nogle helt konkrete spørgsmål. Husk at skrive dine overvejelser ned.
Planlæg – find dine mål
Når du er blevet mere klar på, hvilke muligheder og veje du ønsker at gå, er du klar til at planlægge de næste skridt i dit arbejdsliv. Det er altså tid til, at du laver nogle mål og en konkret plan for, hvordan du bevæger dig derhen, hvor du gerne vil. Husk at skriv dine mål og din plan ned.
Med udgangspunkt i svarene fra afklaringsfasen, skal du starte med at spørge dig selv, hvad du gerne vil i dit arbejdsliv og hvorfor. Altså finde dine mål.
Herefter kan du lave en plan for, hvordan du kommer derhen. Lav gerne din plan så konkret så muligt.
Handl – kom godt i gang
I den sidste fase skal du sætte handling bag alle dine gode overvejelser og din plan. Det er altså tid til at gøre noget.
Husk at planer er til for at blive lavet om – så grib de muligheder, der opstår på din vej. Det kan være, at de fører noget nyt og spændende med sig. Måske får du tildelt en ny spændende opgave, eller du bliver kontaktet af en tidligere kollega, der tilbyder et spændende job. Grib chancen, hvis den føles rigtig og matcher dine mål og interesser – planer kan nemlig altid laves om, hvis spændende muligheder opstår.